HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Martin Zerlang

Fig. 1. Fra Brønshøjvejen ind mod København. Tegning afFr. Winther 1892.

førte til en veritabel flugt fra byen, og i telt­ lejrene på Fælleden opstod de første ydmyge »villabyer«. Lægeforeningens boliger på Østerbro, som også opførtes i forlængelse af kolera-epidemien, er det første eksempel på den »tæt-lave« almennyttige bebyggelse, der senere blev så karakteristisk for forstadsbyg­ geriet, efterfulgt af »Kartoffelrækkerne« fra 1874-1889 og »Humlebyen« 1885-91. Voldene blev sløjfet, rammerne sprængt, og i 1907 kunne Albert Gnudtzmann og Helmer Lind omdøbe byen til Stor-København - en by, hvor »det er Københavneren selv, der er ble­ vet fremmed for den By, han lever i, fordi den er vokset ham over Hovedet.« Forstadsudviklingen fulgte, groft sagt, en borgerlig og en proletarisk linje. I årene omkring århundredskiftet og op til første Ver­ denskrig var det borgerskabets villakolonier og arbejderklassens kolonihaver, der domi­ nerede udflytningen til forstæderne. For bor­ gerskabets vedkommende var Østerbro med Rosenvængets Alle og Frederiksberg de første villabyer, men op langs Strandvejen hele vejen op mod Helsingør dukkede villaer op, der blev betjent af Kystbanen. I Architekten kunne man i en reklameartikel fra 1897 læse, at der hvor togene tidligere passerede bølgen­ de marker, passerer de nu »Villa paa Villa omgivne af frodige Haver« og i tidsskriftet

Vagten fra 1900 blev det ekspanderende villa­ byggeri udtrykkelig set som en afsked med byen som »en verden af fremmede«. »My Home is my castle er i færd med at bli­ ve Tidens Løsen herhjemme. Mere og mere gaar det op for det store Publicum, hvor poesiløse og ideforladte de i Grunden ere, disse Storbyernes »vinduesbesatte Menne­ skemagasiner«, hvor Befolkningen lever i Lagvis, rangerede fra Bel-Etagen og til Kvi­ sten, alt efter de forskjellige pecuniære Om­ stændigheder. Man føler det uhyggeligt i dis­ se Leje Kaserner, i hvilke Boligerne ere ind­ rettede mere efter Byggespeculanternes end efter Beboernes Tarv, hvor Mennesker bo Dør om Dør uden at kjende hverandre og uden at føle sig nærmere knyttet til det Hus, de kal­ de deres Hjem, end at man skifter »Lejlig­ hed« med den samme dagligdags Fornem­ melse, hvormed man skifter en Frakke. Og uvilkaarligt vaagner Længslen efter det lille Hus, man kalder sit eget, hvor man indretter sig som man vil, uden at tjene en Byggespe- culants Interesser, og hvor man ikke møder Fremmede paa sin egen Trappe«. Også Amager fik omkring århundredeskiftet med Eberts Villabyen grøn scene for det gode, borgerlige liv. Men det var den eksplo­

8 6