HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Bo Larsson

mange andre byer, medens Fingerplanen i 1947 placerer København i brechen.

Sitte, Ebenezer Howard og Raymond Unwin. I Københavns indlemmede distrik­ ter kan samtidens byplanidealer spores man­ ge steder, f.eks. omkring Hulgårdsvej, i Brønshøj og på Bispebjerg. Parallelt findes et rationalistisk, ingeniør­ mæssigt og sundhedsmæssigt ideal, som fokuserer på de store systemer, byens infra­ struktur, trafiklinier og byens zoneopdeling og arealanvendelse, men ikke tager nøjere stilling til byens arkitektur og udseende. Det­ te ideal udvikles især fra 1920erne og efter funktionalismens gennemslag. Eksempler på dette er Bjerres konkurrenceforslag 1908, tra- fikliniebetænkningen i 1926 og »Køben­ havnsegnens grønne områder« i 1934, som alle fik stor betydning for byens udvikling. I det store hele svarer udviklingen i Køben­ havn til udviklingen i de fleste af de her behandlede byer. Det almennyttige og socia­ le boligbyggeri udvikles og får en vigtig rol­ le i den byarkitektoniske udvikling. Her har Wien en førende stilling, men København ligger godt fremme. Med hensyn til den overordnede generalplanlægning har Amsterdam en klart førende stilling. Stadig større områder inddrages i storbyernes vækst. Dette afføder regionale byudviklings­ strategier, men der er store forskelle byerne imellem m. h. t. kommunegrænser og regio­ nale styringsmidler. De nordiske hovedstøder er meget forsig­ tige med hensyn til indlemmelser i forhold til en lang række centraleuropæiske byer, som indlemmer størstedelen af storbyområ­ det. Københavns indlemmelser er et vigtigt skridt i byens planlægningshistorie, men meget begrænsede i europæisk sammen­ hæng. Den begyndende regionale planlæg­ ning i København med trafiklinier og grønne arealer, har sidestykker i mange andre stor­ byer. København ligger her på niveau med

KØBENHAVNS INDLEMMEDE DISTRIKTER - ET VÆRDIFULDT BYMILJØ I DAG

Som helhed er udbygningen af de indlem­ mede distrikter vellykket. På trods af en manglende generalplan, blev udviklingen styret ved kommunal jordpolitik og servitut­ ter. Ved salg eller udlejning af jord til sociale og kooperative boligselskaber sikredes en byplanlægning af høj kvalitet. Tuborgvej- ringen og S-togsringen over Vanløse gav tværforbindelser. Sporvejsnettet blev udbyg­ get i hele kommunen - desværre senere erstattet af buslinier. Et system af grønne arealer blev udviklet på initiativ af stadsingeniør Olaf Forchham­ mer. Udlægningen af nye gader og matrikler blev forholdsvis pragmatisk, med opdeling af ældre landejendomme, f. eks. gennem par­ celforeninger. På denne måde kom gamle matrikelskel og småveje i høj grad at påvirke de nye gadeudlæg og matrikelskel. Histori­ ske spor kan derfor aflæses i den nuværende struktur. Et særlig interessant eksempel er Husum. I de fleste villakvarterer er grunde­ ne forholdsvis små, og husene er placeret på ens afstand nogle meter ind på grunden. På denne måde dannes forholdsvis velafgræn­ sede byrum langs gaderne. Byplan- og gadestrukturen er som regel ensartet for etagehus- og villaområder. Eta­ gehusene blev først bygget som lukkede kar­ réer med grønne fællesgårde, og senere i åbnere bebyggelsesformer. De er som regel i 3 - 5 etager, med røde eller gule murstensfa­ cader og sadeltag. Mere end 3/4 af de ind­ lemmede distrikters indbyggere boede i 1941 i etagehuse, selvom villakvartererne optog

56