HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2001 h5

Frederiksberg - Storbykommunen i Hovedstaden

lelsesloven fra 1899, at Frederiksberg ved ændringerne i købstadskommunalloven i 1919 blev »at anse som købstad« og fik en sty­ reform som i de andre byer, herunder en bor­ gmester udpeget af kommunalbestyrelsen.10

med ligestillede havde Frederiks-berg som følge af et relativt større lag af mere velstille­ de i forhold til København et bedre beskat­ ningsgrundlag og på visse sociale områder lavere udgifter.1 København var desuden blevet hårdere ramt af verdenskrigen og den efterfølgende fredskrise og havde måttet løf­ te meget tunge sociale opgaver, der var fulgt med dyrtid, varemangel, arbejdsløshed og boligmangel. Med henblik på en udjævning af de kom­ munaløkonomiske forskelle nedsattes på Københavns Kommunes initiativ i 1924 et fællesudvalg med repræsentanter fra de to kommunalbestyrelser. Udvalget skulle undersøge fordelingen af kommunernes udgifter til sociale og andre kommunale for­ mål og på dette grundlag fremsætte forslag til en mere »retfærdig« løsning. I udvalget henviste repræsentanterne fra København til forskellene med hensyn til konjunkturernes virkninger og beskatningsgrundlaget i de to kommuner og krævede, at Frederiksberg årligt skulle betale en kompensation på 3, 5 millioner kr. Frederiksbergs repræsentanter afviste de københavnske argumenter og krav og påpegede, at de økonomiske forskelle kommunerne imellem bl.a. skyldtes en lave­ re ejendomsbeskatning i København og en mere effektiv og dermed mere økonomisk kommunaladministration på Frederiks­ berg.12 Da forhandlingsvejen var resultatløs og det efterfølgende ikke lykkedes at komme igen­ nem med en ændring af erhvervsbeskat­ ningslovgivningen og en revision af reglerne for mellemkommunal beskatning til gunst for den københavnske økonomi, gik Køben­ havns Kommune direkte til regeringen med en anmodning om en ordning af forholdet mellem København og Frederiksberg. I for­ længelse heraf nedsattes i 1930 en kommissi­ 175

INDLEMMELSE? HISTORISK VANDALISME

Mens spørgsmålet om Frederiksbergs ind­ lemmelse i København igennem den sidste halvdel af 1800-tallet fra tid til anden var ble­ vet rejst af Rigsdagens medlemmer og de siddende regeringer, havde Københavns bystyre for det mest forholdt sig afventende. Opfattelsen var her, at tiden ikke var moden til en indlemmelse og at Frederiksberg og de mindre omegnskommuner nok skulle krybe til korset og bede om et samarbejde for at skaffe de nødvendige indtægterne til de kommunale udgifter, der ville følge med byudviklingen. Efter 1901-indlemmelserne lå det lige for at kommende københavnske territorialudvi­ delser også kunne omfatte Frederiksberg, og fra 1912 og op igennem 20'erne blev emnet med stigende styrke sat på den politiske dagsorden i Borgerrepræsentationen. For­ samlingen stod dog ikke samlet i sagen. De konservative ønskede ikke, at det frederiks- bergske område blev opslugt, og skønt borg­ mester Hedebol forlangte en indlemmelse her og nu, mente andre i den socialdemokra­ tiske flertalsgruppe, at man kunne snakke med Frederiksberg om de mellemværender, der var mellem de to kommuner. Fælles problemer da var også i vidt omfang blevet drøftet og løst af de to bysamfund, men kommunernes økonomiske vilkår var, navnlig fra tiden omkring 1. Verdenskrig, blevet stadig mere forskelligartede. Trods en betydelige befolkning af arbejdere og der­