HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Friherreinde Sophie Adlersparres sommervisit i København

handle på samme måde - skønt hun godt vidste, man ville bryde staven over hende. Anklagerne forekom lidet slående, og der blev givet nogle vage undskyldninger. 62 Senere taltes der om den bæven, hvormed man ser et første forsøg på forfatterbanen løbe af stabelen. Jeg omtalte, hvordan mit første forsøg var gået til, uden nogen overhovedet vidste noget derom. Hvordan jeg kom hjem en søndagsformiddag uden at have tanke for den sag, da min moder kom med en avis i hånden. »Her er noget, du kan lære, det er for­ træffeligt, det er sandt - jeg har læst det med virkelig glæde.« Hvad de ord fik mig til at føle - hvordan jeg troede, hjertet ville ophøre med at slå af taknemlighed og fryd. Fru Paludan-Miiller blev til min forbavselse helt rød (ellers så hun ikke ud til at have let ved at blive rørt), greb mit glas og sagde: »Jeg kender ikke en linie af, hvad De har skrevet, men det må have været godt, når begyndelsen har været så dejlig. Af hjertet ønsker jeg Dem derfor al mulig fremgang og lykke.« En skål blev drukket, og den behagelige stemning her­ skede. Men afskedens stund nærmede sig. Forinden inviterede Pa- ludan-Miiller mig dog ind at se sit arbejdsværelse - et mindre, men hyggeligt rum med et skrivebord mellem to vinduer, som vendte ud til den lille rosenhave. Jeg kunne ikke, altfor genert som sædvanlig, få mig selv til at bede ham om et minde - hans pen, hans portræt eller lignende, hvad jeg meget vel kunne have gjort. En pose karameller, som han gav mig på grund af min hoste, var det eneste materielle minde, jeg tog med fra mit besøg, men de åndelige minder var så meget desto rigere og behageligere. Hovedindtrykket af digterens personlighed var dog vemodigt, - en selvfortæret flamme - et liv, der aldrig helt var levet ud og nu var på vej til at være forbi - en fred, som dog gemte et umætteligt savn - et håb, som havde opgivet jorden uden dog at magte fuldt ud af flytte op i himmelen - noget ubeskriveligt ædelt, fint og ophøjet, men for tidligt visnet og hentæret. - På sta­ tionen traf vi Rasmus Nielsen, og vi blev i al hast præsenteret for hinanden. På hjemvejen talte Magdalene med en vis bitterhed om den hemmelige uvilje og afstandtagen på grund af hendes (offent­ lige) optræden som oplæser - og andre forhold havde påført hen­ de, samt nævnte i forlængelse heraf at hun fra ægtemandens tid havde en ikke ubetydelig gæld, og at dette bragte hende bekymrin­ ger. De gifte børns hjælp ville hun ikke påkalde, de unge havde 103