HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5

Tinne Vammen

Sophie Adlersparre importeres navnlig af Nordmandsdalens statuer af norske ogfærøske bønder fra 1700-tallet og nyder til fulde at færdes med »den ædle skjald« i slottets omgivelser. På tilbagevejen mødte vi en ældre mand med stort hoved, gråt hår og grove, men karakterfulde træk. Magdalene stoppede og talte liv­ ligt og længe med ham og hans ledsagende kvinder. Paludan-Miil- ler fortalte mig, det var Rasmus Nielsen. Senere måtte også vi gå videre. Magdalene mødte os ved kilden på en smallere vej. Hun havde nævnt mig for sin ven, omtalt min plan om at udgive en af hans artikler i mit tidsskrift, og han havde sendt mig sin hilsen. Under spadsereturen med Paludan-Miiller begyndte jeg påny at tale om hans forfatterskab, takkede ham for skildringen af Alma og sagde, jeg fandt hun var den mest skønne og sande kvinde 1800-tal- lets digtere havde skabt. Han smålo vemodigt, men undveg at kom­ me nærmere ind derpå. Sådan gør danske forfattere sædvanligvis, når det drejer sig om deres egne værker, fortalte Magdalene mig siden. Dog havde Paludan-Miiller tilføjet over for hende: »En Adam Homo vil jeg ikke være. Og alligevel var han dog et ret skik­ keligt menneske som ung!« 60 Hjemvendt blev vi budt på te, med flere slags kød og kager som altid i Danmark, hverken mere eller mindre. Man talte påny om Brandes. Paludan-Miiller havde stået ham meget nær og næret store forhåbninger om ham. Men nu men­ te han, han var kommet helt ind på et vildspor. Han ved ikke selv, hvad han lærer - han kender ikke livet, ikke menneskene, ikke sig selv - ikke Gud. Med sine ulykkelige forelæsninger har han gjort meget ondt og bortkastet hele sin fremtid. Var det ikke sket, havde han været sikker på at få Hauchs professorat. 61 At han er ærlig, også som menneske, er der ingen der benægter, især fordi han er mere end venlig, god og elskværdig. Til sidst drejede samtalen over på Magdalene. Han mente, hun var bange for, man ikke ville tro på, hun ville optræde som forelæser. Fru Paludan-Miiller udtalte sig koldt, hårdt, ikke uden hån; han sagde blot et par ord, selvom de ikke var uden en sårende brod. Magdalene manglede ild, omtalte, hvordan hun var tvunget af bitter nødvendighed, hvordan hun har levet i sit væsens hjerterødder, men dog er trådt frem - manet af pligten. En søns opdragelse krævede en sum, som hun ikke kunne skaffe på anden vis - under tilsvarende forhold ville hun atter

1 0 2