HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2000 h5
Tinne Vammen
behov for hendes hjælp. Tvang nøden hende, var hun netop derfor - men med skælvende hjerte - påny parat til at optræde; men tilføjede hun, »så kommer jeg til Stockholm«. Senere sad vi for det meste tavse sammen, trætte ovenpå dagens omskiftelige indtryk. Fru Jerichaus malerier og Johanne Luise Heibergs skikkelse Følgende dag 12. Juli - min sidste i København -tilbragte jeg hele for middagen i jag og travlhed, først for at finde ud af dampskibsturen, og telegrafere til Axel; da jeg omsider kom hjem for at drikke en sen kop kaffe, sad to damer og ventede for at tale om læsesalonen. Senere tog jeg til udstillingen for at se fru Jerichaus billeder, og der mødte jeg Ankersvårds. Finis Polonice gjorde gribende og uudslet teligt indtryk på indtryk. Den døende yndling med fortvivlelse malet i det udslukte blik og den krampagtigt knyttede hånd heno ver hovedet - kvindens underkastelse uden håb - selve billedets farveløse tone gav det noget af mindesmærkets eller gravmonu mentets tunge alvor - altsammen gjorde det mest gribende indtryk. Hr. Kritic klandrer detaljerne - mest fordi maleren er en kvinde. Jeg er ligeglad med fejlen. Er det kunstnerens opgave med sin ide at drage tilskuerens opmærksomhed uimodståeligt mod motivets inderste - da er fru Jerichau lykkedes som få. Et lignede indtryk gør den græske hyrde, støttet til Akropolis' mur med de mesterligt gen givne basrelieffer. Med sine ædle træk og billedskønne former, men alligevel svage, slappe holdninger er skikkelsen en ypperlig type indenfor den udartede race. 63 På det aftalte tidspunkt mødte jeg atter Magdalene og fulgtes med hende hen til fru Heiberg. Sammen med sin villa ved Strandvejen repræsenterede hun en henrivende helhed af skønhed og behag. Skøn i bogstavelig forstand har hun dog næppe været. Kun øjnene var herlige, det hele i øvrigt et for underligt lydigt redskab for den iboende ånd. Intet særligt stort eller dybt, men rigt, elskeligt og med et fængslende behag. Hun tal te mest om svundne tider, viste minder derfra (bl.a. et henrivende billede af fru Gyllembourg) - og lod til selv mere at tilhøre den tid end nutiden. Også her kom samtalen ind på Brandes og hans bog.« »At han eller nogen andet overhovedet bare bilder sig ind, at der er tale om noget nyt. Alt, hvad der skræmmer mængden nu og frem føres som nye sandheder af tidens koryfæer - det er jo alt sammen gamle nedslidte ting helt tilbage fra oplysningstiden.« - Men tiden 104
Made with FlippingBook