HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

En lille butik på Østerbro

dukkestuer af skotøjsæsker, vi klippede vinduer i bunden og stil­ lede dem på siden med låget som stuegulv. I katalogerne fra vare­ husene fandt vi gardiner og tæpper som vi klistrede på, møblerne blev lavet af papstykker, og beboerne var modellerne fra katalo­ gerne. Men først skulle alt farvelægges for der var ikke farvetryk den gang. Ofte tegnede vi vores egne påklædningsdukker som så blev udstyret med smukke kjoler og frakker. Ethel boede i Løg- størgade lige bag skolen. Hendes forældre havde en marskandiser­ forretning som moderen passede. Hun var en lille mørk dame med brune, bedrøvede øjne, hun led konstant af hovedpine. Fa­ deren var tyk og rund med tyndt hår og hvalrosseskæg, han var en mand af få ord, jeg hørte ham aldrig sige noget andet end ja el­ ler nej. Foruden indkøb til butikken købte han større partier af gammelt jern op til videresalg. Vi så ham tit i Esbjerggade, når han kom med en fuld trækvogn for at læsse af på den oplags­ plads han havde der. Havde han gjort en god handel gik han på værtshus for at fejre det med en øl, men blev han for længe borte, blev hans kone ban­ ge for at det skulle blive til mange, så hun brugte et middel som hun vidste virkede. Hun lukkede butikken, tog håndtaget ud af døren og gav det til Ethel, så måtte vi ud og finde ham på et af de mange værtshuse, der var i kvarteret. Når vi fandt ham, gik Ethel ind og lagde håndtaget foran ham på bordet. Så gik vi hjem, og det varede aldrig ret længe før han kom og åbnede butikken, der måtte ikke mistes handel. Det blev der nu om vinteren, for da løb Ethel og jeg på skøjter på en isbane der blev lavet på legepladsen ved hjørnet af Arhus­ gade og Løgstørgade. Jeg havde ingen skøjter, men Ethel insiste­ rede på, at jeg lånte et par af dem der hang til salg i butikken. Mo­ deren vred sig meget, men jeg fik dem, Ethel var meget forkælet og fik altid sin vilje. Det var meget sjældent Ethel kom hjem til mig, der var hverken ro til at læse lektier eller lege. Mine søsken­ de skulle jo også passe deres, og mor var i fast rutefart mellem køkken og butik. Der kom også ofte kunder ind for at låne tele­ fonen, for dengang var telefonen endnu ikke hver mands eje. Ethels mor havde en af de ældste typer. Den hang på væggen og man skulle dreje på et lille håndsving både ved opkald og afring- ning.

79