HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

En lille butik på Østerbro

skepinden, lagt over i vaskebaljen, sæbevand blev øst over og så meget koldt vand at Bedste kunne have sine hænder i det. Et va­ skebræt med 2 ben og en forside af bølgeformet metal blev sat i baljen og så begyndte skrubbearbejdet, op og ned, indtil Bedste mente det var rent, så blev det vredet og kom i skyllekarret. Når kogetøjet var færdigt fik resten af tøjet samme omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen. Skylningen fore­ gik ved at man trak tøjet op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken. Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen og nyt vand, det blev gentaget 3 gange, så skulle tøjet vrides og hænges til tørre. Det var let nok om sommeren for der var tørrestativ i gården, men om vinteren var det drøjt, så skulle det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet. Bagefter skulle tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj rulles. Det blev lagt pænt sam­ men, duge og sengetøj var vi altid 2 om at lægge sammen. Så var det afsted til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, den kørte frem og tilbage på nogle store runde træstok­ ke. Hun stænkede tøjet med vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen, jeg ved ikke om der var varme på eller om det var vægten fra kassen, men ihvertfald når de hav­ de rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var fint glat. Når Bedste havde vasket skulle vi altid have søbemad, det vil sige gule ærter, grønkåls- eller hvidkålssuppe, for det holdt Bed­ ste så meget af. Det var ikke kun, når Bedste vaskede, hun kom og spiste med. Hun gik lidt på skift hos sine døtre, for varm mad hjemme hos hende selv var kun havregrød og øllebrød. Mor var dygtig til at lave mad, hun købte de billigste kødstyk­ ker og fik de lækreste retter ud af dem. Hun udnyttede alt fra bu­ tikken, så snart en grøntsag eller noget frugt begyndte at se lidt kedeligt ud kom det op i køkkenet til behandling, så hun havde aldrig spild af sine indkøb på grønttorvet. Af et grisehoved blev der mad til flere dage, velsmagende mad sagde de andre. Jeg spi­ ste kun med, når grisesylten kom på bordet med rugbrød, sennep og rødbeder, som selvfølgelig altid var hjemmekogte. Jeg var frygtelig kræsen, jeg spiste hverken søbemad, sødsuppe, pære­ vælling eller sagosuppe, for slet ikke at tale om grøddagen, det var som regel en gang om ugen.

75