HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Gerd Skogemann

Kort tid efter fars død sad fru Svenningsen fra Helsinge i vores stue, da jeg kom hjem fra skole. Hun smilede venligt til mig og sagde, at hun og mor havde haft en lang samtale om mig, og nu ville hun spørge mig, hvad jeg ville synes om at komme til at bo i Helsinge og så besøge min mor i ferierne. For nu, hvor min mor var blevet alene, ville det være en god hjælp hvis hun og hendes mand adopterede mig, så ville jeg være sikker på at få en god ud­ dannelse. »Du skal nok få det godt«, tilføjede hun med et stort smil. Jeg var helt stum et øjeblik, men så fattede jeg hvad det var hun sagde og kastede mig grædende om halsen på mor og hulke­ de: »Du må ikke sælge mig!« Mor knugede mig ind til sig og sag­ de til fru Svenningsen: »Jeg kan ikke undvære nogen af mine børn«. Fru Svenningsen blev vist fornærmet, vi hørte i hvert fald ikke fra hende mere. Vi blev allesammen undersøgt for tuberkulose, heldigvis var vi ikke blevet smittet, men lægen syntes at jeg var for tynd og bleg, så jeg blev sendt på et 6 ugers ophold i Horserødlejren der den­ gang var svagbørnskoloni. Jeg vendte tilbage rund og brun og skulle kort efter videre til en ny ferieplads skolen havde skaffet mig hos en gårdmand i Jylland. Konen var lidt skuffet da hun så mig, »Jeg troede jeg skulle have en lille bleg københavnerpige«. Min mormor, som alle i familien kaldte Bedste, havde selv prøvet at blive enke med mange børn at forsørge. Hun måtte gå ud og vaske for folk for at klare dagen og vejen. Nu var hun over 70 år og fik en lille aldersrente. Hun var en pæn dame, altid omhygge­ lig med sit udseende og der var en egen rankhed og værdighed over hende. Hun var ikke en Bedste der legede med eller kælede for sine børnebørn, men hun var altid parat til at passe dem, når hendes døtre havde behov ved barsel eller sygdom. Også nu kom hun for at hjælpe mor med at vaske. Det var et hårdt arbejde, men Bedste var robust trods sin høje alder. Dagen før der skulle vaskes, satte mor tøjet i blød i de store trækar i vaskekælderen der lå lige under vores butik. Tidligt næste morgen fyrede hun op under gruekedlen og fyldte den med vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i, og det tøj der tålte kogning kom i. Når vandet kogte stod mor eller Bedste, hvis hun var kom­ met, og stak i tøjet med en vaskepind for at holde det nede i det boblende sæbevand. Efter et stykke tid blev tøjet, ved hjælp af va­

74

Made with