HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5

Svajerne på Argus

slagtekvæget skulle slagtes på en rituel måde og velsignes af rab­ bineren. Derfor var de pakker, vi bragte ud forsynet med sejlgarn på kryds og med en særlig blyplombe som garanti for at kødet var kosher, det vil sige rituelt behandlet. Desuden var der to forhandlere af ægte tæpper fra Orienten. Den ene havde butik på Nikolaj Kirkeplads, og den anden havde sine lokaler ved Kongens Nytorv. Dem var vi tit ude med i de vel­ havende kvarterer, når de skulle demonstrere deres pragtfulde, ægte håndknyttede tæpper. Vi bar tæpperne ind og ud og bredte dem ud på gulvet, mens tæppehandlerne tog sig af salgsarbejdet. Engang var jeg sendt ud i Østbanegade med en lang, tung rulle gulvtæppe. Det viste sig at være en særdeles fornem adresse med en stor bred og massiv gadedør, hvorpå der var anbragt det be­ rømte skilt med, at bude og lignende henvises til køkkentrappen. Belært af tidligere erfaring med smalle bagtrapper, der snoede sig i spiral, valgte jeg at benytte hovedtrappen. Jeg var nemlig en­ gang ved et uheld trådt et par trin baglæns med en kæmperulle gulvtæppe over skulderen og fik derved et knæk i min ryg, som jeg havde smerter af i flere uger efter. Det var netop på en køk­ kentrappe det skete. Her var hovedtrappen bred og fremkomme­ lig. Fruen, der skulle have tæppet, sagde ikke noget, og alt var i orden. Tilsyneladende! For da jeg kom ned igen, rendte jeg ind i ejendommens portner, der stod og pudsede på gadedørens store messinghåndtag. Han skulede ondskabsfuldt til mig og spurgte om, hvor fa'en jeg kom fra. Det forklarede jeg ham og fik at vide, at jeg jo nok ikke kunne læse, når jeg havde overset skiltet på ga­ dedøren. Min forklaring om, hvorfor jeg havde undgået køkken­ trappen, gjorde ikke indtryk på ham. Bude måtte ikke færdes på hovedtrappen, dermed basta! Jeg sagde så til ham, at han kunne rende mig noget så grusomt et vist sted, og at han hellere måtte fordybe sig i at gøre messinghåndtaget rigtig fint, så herskaberne kunne være tilfreds med ham. Han eksploderede totalt og truede med at klage til Argus. Vores telefonnummer stod med stor skrift på tricyklens bagsmæk. Værsgo, sagde jeg så, vel vidende at Lud­ vig sad ved telefonen, og at han og jeg siden, sammen med gut­ terne, ville få en fornøjelig eftermiddag med at imitere den nid­ kære tjenestemand i Østbanegade. Østrigeren kaldte de ham allevegne, hvor vi kom med hans va­ 105