HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1996 h5
Svajerne på Argus
de, i tilknytning til transporten, anmodede om hjælp til et eller andet arbejde, gik vi som regel med til det, fordi det jo da gav penge i kassen. Sådan et tilfælde kom vi ud for i foråret 1930. Den senere så kendte udstillingsarkitekt Max Louw havde etableret sig med et atelier i Bryghusgade ved Langebro. Han havde fået til opgave at udsmykke restaurant Over Stalden, der lå i Charlottenlund skov ud til Strandvejen. Vi skulle transportere malervarer, stiger, værk tøj o.s.v. derud på trehjulet cykel, og han spurgte, om vi var inter esseret i at deltage i selve arbejdet derude. Det sagde vi ja til, og vi blev sendt tre mand afsted, samtidig med at vi bragte materia lerne ud. Den ene af mine makkere blev sat til at sprøjtelakere ba ren og stolene med en rustrød farve, og Max Louw malede selv væggene resedagrønne. Min anden kollega skulle så save større grene af træerne i skoven, som skulle ribbes for blade. Disse gre ne skulle jeg sømme op på væggene, så de ragede lidt ud i loka let, efter de var farvet rustrøde og duppet lidt hist og her med guldbronce. Max Louws kone sad imens og lavede i hundredevis af lyserøde crepepapirsroser, der blev hæftet tæt på grenene. Det var komplet ulovligt at save grene af træerne, men Max Louw, der forresten var en flink og munter mand, holdt vagt neden for træerne. Hvis der kom nogen forbi, enten det var skovfunktio nærer eller andre, kukkede han ligesom en gøg, og min kamme rat sad så musestille oppe i træet, indtil faren var trukket over. Det fik vi tre gutter en herlig uge til at gå med derude i den for årsgrønne Charlottenlund skov. Vores serviceydelser over for kunderne ud over selve budtjene sten var mange og forskellige. For eksempel kørte vi for et elek troingeniørfirma, der havde som speciale at importere, forhandle samt reparere hospitalsapparatur. Bl.a. bragte vi el-cardiografer, der havde været til eftersyn, ud til byens hospitaler. Forinden vi begav os afsted, kunne vi blive brugt som prøveklud ved at ligge på briksen med klemmer på ankler, håndled og med elektroder på brystet. Når vi så spurgte ingeniøren om, hvordan vores hjer tes tilstand var, fik vi det svar, at da han ikke var læge, måtte han ikke udtale sig, men så vidt han kunne skønne kunne vi roligt le ve videre. Og det gjorde vi så. Et klassisk problem, som vi delte med postvæsenet, var villa 103
Made with FlippingBook