HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1995 h5

Et sendebud fra Tranquebar

om Naik selv eller nogen af hans pårørende har været tiltalt og straffet, og om Naiks rygte i Indien var aldeles uplettet? Kunne begivenheder som de i sagen omtalte have udspillet sig i Tran- quebar uden at rygter nåede Dem? Carsten Ankers næste træk var at skrive til de syv største han­ delshuse i hovedstaden den 11. november: »Ikke som mine ven­ ner, men som venner af sandhed, giver jeg mig den frihed at hen­ vende mig til Dem, mine allerhøjstærede medborgere!« Det var oplyst, skrev han, at ingen af Asiatisk Kompagnis kaptajner eller officerer havde hørt noget til de forhold som Naik berettede om. Men, skrev Anker, han kunne jo selv mistænkes for at have påvir­ ket forklaringerne. Ville herrerne nu ikke som uafhængige mænd venligst give dette brev påtegning om hvad de måtte have erfaret fra hjemvendende landsmænd eller korrespondenter i Tranque- bar? Det gjorde alle herrerne i løbet af én dag, og af disse påteg­ ninger fremgik det at ingen havde hørt noget ufordelagtigt om guvernøren. C.W. Duntzfeldt erklærede sig i disse vendinger: »Jeg underskrevne, som formedelst mit lange ophold i Ostindien har bekendtskaber med næsten hver mand af høj og lav stand såvel i Tranquebar som andre steder på kysten og i Bengalen, og som siden jeg kom her til staden har bestandig haft breve, dels til huset Duntzfeldt, Meyer & Co. og dels particulært til mig selv, fra de fleste indvånere af nogen distinktion i Tranquebar og andre danske kolonier i Indien, ligesom jeg også undertiden modtager breve fra indianere i det persiske sprog, erklærer herved på ære og honnet mands ord, at intet er meldt fra nogen person i Tran­ quebar eller andet sted...«.11 Carsten Ankers materiale blev overgivet til Kommercekollegiet, og den 17. november 1795 blev sagen forelagt kongen i en 30 si­ der lang forestilling. Det billede af klagens indhold og baggrund som kollegiet var nået frem til er allerede præsenteret. Der måtte efter kollegiets opfattelse ske en undersøgelse. »Det er unægtelig en nødvendighed, når man vil vedligeholde fred og rolighed blandt indianerne, at holde deres såkaldte formænd eller egentlig deres patres familias i behørig agt og anseelse, derfor, når (hvis) de angivne data befindes rigtige, så er og den mod formændene øvede straf uden sagens foregående behørige undersøgelse og påkendelse så meget mere utilladelig og overilet, og man kan ik­ 47