HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1994 h5

Birthe Karin Fischer

Selvom Christopher Frentzel i 1773 er så langt nede økonomisk, indsender han en prøve på hestehårs-stolebetræk til Kommerce- kollegiet. Flan mener, at han er kommet over noget nyt, da ingen i landet væver med hestehår. Frentzel håber, at kollegiet vil under­ støtte ham, så han kan anlægge en hestehårsfabrik i Sverige. Da kollegiet ikke ønsker at tage stilling til, om det er en god ide, sen­ der de prøven til udtalelse hos de Coninck på Generalmaga- zinet.16 De Coninck fortæller i sin bedømmelse, at der allerede mange år før var blevet arbejdet med hestehår (hårdug), ja det var noget enhver tøjmager forstod sig på og kunne væve, hvis de da ellers kunne komme af med varen. Den gamle tøjmagermester Gothard Green havde tidligere arbejdet med hårdug både med blomster og figurer. Hårdugen blev brugt til beklædning. Tøjmagernes oldermand, Johan Urbanus Mitlænder, havde desuden kort tid forinden fortalt de Coninck, at han havde bestilt et lispund hestehår for at starte en hårdugsproduktion. Han havde henvendt sig til Magazinet for at finde ud af, om det var noget, der ville være afsætning for. Det er imidlertid ikke noget, der er særligt salg i. »Det bliver, saa vidt mig Bekiendt, kun anvendt til Betræk på STOLE AF MAHONI efter engelsk Facon, saa det ikke er at formode, at en Fabrique af det Slags Arbejde allene, kan bestandig holdes i Drift og ernæres«. De Coninck er ikke meget for at anbefale Kollegiet at sætte Frentzel i gang med en hårdugsfabrik. Men hvis de finder det nødvendigt, anbefaler han dem at lade kræmmer Kettels sørge for de fornødne redskaber og materialer - og ikke mindst have opsigt med fabrikken ved at tage imod og afsætte de vævede varer og betale de udgifter, der er. De Coninck beregner udgifter­ ne til at sætte en vævestol igang til 40 til 50 rdl. Der er intet, der tyder på, at Frentzel kom igang med hårdugen. Frédéric de Coninck nævner i sit brev fra den 3 0 / 7 1773, at hår­ dug ikke er noget, der bliver brugt meget - kun til møbler af engelsk facon. Disse engelsk inspirerede møbler var man på det tidspunkt ikke særligt interesseret i i Danmark, men knap 10 år senere begynder møbler af engelsk facon at have stor interesse, og hårdugen må man da importere, da der ikke er noget at få i landet. Landhusholdningsselskabet forsøger at råde bod på det

150