HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

Vilhelm Jespersen

give, hvad kommunens lønudgift ville have været, hvis kommunen havde været en privat institution. Herom måtte vi selvsagt være meget forbeholdne i vore udtalelser, tilmed når tallene skulle bruges i politisk kamp. Klagen over mangel i de sædvanlige offentliggørelser besvarede borgmester Hedebol i salen; den opløste sig i intet, idet frk. Teisen ikke kunne forklare, hvad det var, hun manglede, og vi kunne påvise, at vi havde udsendt alle de sædvanlige hæfter. Men de 2 millioner kroner måtte der udarbejdes et svar på, og det blev løndirektoratets sag. Vi skrev så et indlæg, hvori frk. Teisen blev imødegået, både med hensyn til påstanden om 7 øre mere end den højst lønnede arbejdsmand og med hensyn til de 2 millioner kroner, og dette indlæg blev sendt til budgetudvalget. Ved borgmestrenes mundtlige forhandling med ud­ valget viste det sig, at frk. Teisen havde fået sit materiale fra et andet konservativt udvalgsmedlem, ingeniør Julius Madsen, og han var vred over løndirektoratets svar. Han fandt tonen i udarbejdelsen upas­ sende. Navnlig følte han sig pikeret over en sætning, hvori der ankedes over, at der i den af frk. Teisen benyttede beregning kun var taget hensyn til de tilfælde, hvor kommunens lønninger var højere, »skønt det rigtige og loyale måtte være, at man ikke alene beregnede plus­ serne, men også minusserne, og derefter uddrog slutresultatet«. Om denne forståelse af, hvad loyalitet kræver, kunne der vel vanskelig tvistes. Men måske var der det rigtige i, hvad ingeniør Madsen anførte, at svarets form var noget påvirket af frk. Teisens tone; andet og mere kunne jeg ikke erkende. Jeg ville imidlertid nødig have noget ude­ stående med en borgerrepræsentant, tilmed et fremtrædende medlem som Julius Madsen, der var formand for den konservative gruppe. Da jeg ikke havde nogen personlig forbindelse med ham, gik jeg til borg­ mester Kaper og bad ham være mellemmand. Ved den lejlighed fik jeg en samtale med borgmester Kaper om frk. Teisen. Han sagde rent ud til mig, at han mente, at min bedømmelse af hende udsprang af misundelse; det var lykkedes hende fra en embedsmands tilbagetrukne stilling at komme ud i offentlighedens lys og blive en kendt person, hvis ord der lyttedes til; dette - mente han - var mere, end jeg kunne tåle at se på. Borgmester Kaper sagde dette på en sådan måde, at der ikke var noget fornærmende deri, og det blev heller ikke af mig opfat­ tet som andet end en venlig henstilling til selvprøvelse. Men jeg måtte

100