HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

3 7 år i Københavns kommunes tjeneste

kunne til enhver tid føres frem og tages i brug. Det gjorde det konser­ vative parti også år efter år. Men efterhånden var slagkraften gået noget tabt; der blev smilet, når de gamle travere blev trukket ud af stalden; der trængtes til noget nyt. Det mente frk. Teisen at kunne finde i en uddybning af spørgsmålet om lønarbejderlønningerne. De 400.000 kr. angik merudgiften ved nogle bestemte afvigelser; men var der ikke flere? og hvordan lå i det hele forholdet mellem kommunens lønarbejderlønninger og lønningerne i det private erhverv? Kunne hun ikke få det tal beregnet? Hvordan frk. Teisen har indledet denne spørgekampagne, husker jeg ikke; jeg mener dog at vide, at hun i hvert fald ikke er kommen til mig med spørgsmål. Men nu i budgetdebatten i december 1926 tog hun sagen frem for alvor. Det tal, som løndirektoratet ikke kunne oplyse for hende, havde hun så måttet søge andet steds, og det var lyk­ kedes. Det havde vist sig, at det ikke var 400.000 kr., men 2 millioner kroner. Så meget andrager - sagde hun - kommunens merudgift, fordi den lønner alle sine lønarbejdere, ligegyldigt hvad de bestiller, med 7 øre mere pr. time end man i det private erhverv lønner den højst løn­ nede arbejdsmand, jord- og betonarbejderen, med. Og samtidig an­ kede hun over, at løndirektoratet var ophørt at give oplysninger om størrelsen af forskellige tillægsydelser, som de konservative havde kri­ tiseret. Alt dette blev afleveret med stor suffisance og sådan, at til­ hørerne måtte forstå, at det stod meget ringe til i det under borgmester Hedebol henhørende løndirektorat med hensyn til evnen eller viljen til at opfylde en selvfølgelig oplysningspligt. Det var mærkeligt med frk. Teisen. Hun var ansat som ekspeditions­ sekretær i overpræsidiet og var en elskværdig og hyggelig kollega. Man måtte undre sig over, at netop hun som politiker skulle falde for fristelsen til propagandamæssigt at bruge tal, hun fik fra andre og selv kun delvis kunne bedømme betydningen af, til at kaste i hovedet på modparten og dennes embedsmæssige medhjælp. Netop hvad lønstati­ stik angår stod vi meget fint i løndirektoratet; både mine cand. polit.- uddannede medhjælpere og jeg selv havde interesseret os meget der­ for, og jeg tror, jeg med rette kan sige, at det materiale, vi tilveje­ bragte, var godt, og at vi var villige og i stand til at give alle faktiske oplysninger, som med rimelighed kunne kræves. Men det, frk. Teisen ville have, var ikke noget faktisk, men noget hypotetisk; vi skulle an­

99

9 ’