HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

37 år i Københavns kommunes tjeneste

undres over, hvor forskellige vi mennesker kan være, og hvor let man kan tage fejl af hinandens motiver. Misundelse over for dem, der kom­ mer frem i det politiske liv, ved jeg mig fri for; jeg har aldrig ønsket andet end at være embedsmand. Det, jeg kom til borgmester Kaper om, var imidlertid ikke frk. Tei­ sen, men Julius Madsen, og det var han meget vilig til at ordne for mig. Der kom så en forhandling i gang mellem Julius Madsen og mig; først et skriftlig indlæg fra hver side, og dernæst en mundtlig forhand­ ling på hans kontor, hvor han til slut bød mig til frokost. Det hele resulterede i en - efter min opfattelse - nydelig tryksag, som blev op­ taget i borgerrepræsentationens forhandlinger. Den indeholdt 1) løn- direktoratets redegørelse for hvad vi mente, der kunne siges om for­ holdet mellem kommunens og det private erhvervs arbejderlønninger, 2) Julius Madsens tilsvarende, 3) min i den urbaneste tone fremsatte, men i realiteten meget faste kritik af nr. 2; til sidst 4) borgmester Hede­ bols fremsendelsesskrivelse, hvori oplystes, at Julius Madsen ved sagens forhandling i salen mundtlig ville gøre bemærkninger til den under nr. 3 fremsatte kritik. Dette gjorde han dog ikke, da sagen kom for; denne blev uomtalt taget til efterretning. Julius Madsen var et virksomt medlem af Arbejdsgiverforeningen; han blev senere dens formand. At hans forhånds-indstilling var præget heraf, er naturligt; men han ønskede absolut at være loyal. Jeg tror, at han forstod, at mit ønske var ganske det samme. Vor mundtlige for­ handling forløb derfor på bedste måde, og af den omstændighed, at sagen passerede borgerrepræsentationen, uden at han - som bebudet - tog ordet, mener jeg med rette at kunne slutte, at han ikke var upåvir­ ket af mine modbemærkninger. Han var ikke deltager i hetzen mod borgmester Hedebol; det betød også noget i forholdet over for borg­ mesterens embedsmæssige medhjælp. Jeg var glad ved at få denne sag klaret. Under borgmester Jensen var jeg bleven vant til, at der ikke skulle være og ikke behøvede at være noget modsætningsforhold imellem mindretalspartierne og lønkonto­ ret, fordi der var lønpolitiske uenigheder imellem mindretal og flertal. Det var ikke blot mig, men også borgmester Hedebol, der ønskede denne tingenes tilstand fortsat. En opdukkende hindring herfor var bragt ud af verden.

101