HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Asserbo-lejren Hvis staten, kommunerne eller offentligt støttede private institutio­ ner iværksatte nødhjælpsarbejder - som oftest i form af mindre vej- forbedringer —, måtte udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse kun finde sted, såfremt pågældende ledige ikke kunne få beskæftigelse ved nødhjælpsarbejdet. Vilkårene skulle i øvrigt være sådanne, at flest muligt kom i arbejde, at det ville være mere fordelagtigt at blive til­ knyttet et sådant projekt end at hæve understøttelse, men at det sta­ dig skulle være mest lønnende at finde andet, normalt arbejde. Den sidste forudsætning klaredes ved at reducere arbejdstiden - og der­ med lønnen —med 25 %. I områder, hvor der herskede betydelig arbejdsløshed, skulle ar- bejdsdirektøren (Arbejdsdirektoratets chef) »virke for« oprettelsen af uddannelseskursus for ledige, for 2/3 vedkommende finansieret af Ar­ bejdsløshedsfonden.7 Fonden kunne endvidere give tilskud til arbejds­ løse, der ønskede at deltage i et længerevarende kursus på f. eks. folke­ højskole, fagskole eller handelsskole. I undervisningsperioden modtog den arbejdsløshedsforsikrede som hovedregel normal dagpengesats, mens den ikke-forsikrede tildeltes 1 kr. om dagen. Højskoleophold skulle helst henlægges til månederne oktober-april, hvorimod kurser specielt tilrettelagt for arbejdsløse burde foregå i perioden januar­ marts, i begge tilfælde den årstid, hvor ledigheden var størst. Valgfri­ heden mellem de nævnte uddannelsesmuligheder indskrænkedes dog gennem en bestemmelse om, at arbejdsløshedskurser primært var be­ regnet på de i området bosiddende familieforsørgere i aldersgruppen 18-55 å-b mens unge ugifte såvidt muligt skulle tilbydes ophold på højskole, fagskole o. s. v.s Det er allerede nævnt, at arbejdsløshedslovgivningen stort set var uhensigtsmæssig i relation til de ungdomslediges behov. Ser vi nemlig bort fra den aldersmæssige barriere for optagelse i en A-kasse (18 år) og dermed kriteriet for at få udbetalt dagpenge, og ser vi ligeledes bort fra bestemmelsen om generelt 12 måneders forudgående arbejde, før understøttelsen kunne få virkning, faldt en betydelig del af de unge igennem systemet, fordi de var ugifte.9 I praksis gik nemlig fa­ milieforsørgere frem for enlige, når der skulle anvises arbejde, men med dette menneskeligt forståelige hensyn fulgte, at unge enlige skub­ bedes over i rækken af langvarigt arbejdsløse, altså til den socialt og økonomisk hårdest ramte kategori, stort set henvist til socialhjælp. In­ 91