HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

HENRY ST JERNQV IST

2 3 4

daktør, og det var vist ikke med begejstring, at han i 1926 måtte over­ lade stolen til Borgbjerg efter valget, som havde ført til ministeriet Staunings fald. Døden i 1928 skånede ham dog for videre ærgrelser. Marinus kunne tale med en dybt overbevisende stemme, som dog un­ dertiden kunne virke noget påtaget. Som debattør, mundtlig såvel som skriftlig, var han uforlignelig, sarkastisk, ironisk, men ofte noget letkøbt. Fra de tidligste år oplevede jeg de tre store talere inden for social­ demokratiet: F. J. Borgbjerg, Peter Sabroe og A. C. Meyer. Men ingen over og ingen på siden af Borgbjerg som dansk folketa­ ler. Begejstring, sarkasme, voldsom forargelse, mild poesi, hele ska­ laen af følelser mestrede Borgbjerg, udtrykt i det smukkeste danske sprog og med en stemmeføring fra det næsten hviskende til det tord­ nende, altid melodisk som den skønneste musik. Sådan virkede Borg­ bjerg på mig, lige fra jeg hørte ham for første gang - har jeg været 5-6 år - til han gik bort i 1936. Og sådan virkede han på alle. Hans udseende prægedes af det store, tvedelte brune skæg, hvis længde dog varierede fra tid til anden. Om grundene dertil gisnedes der. Hans røde blissede næse var i sig selv grim, men store talende øjne, der kunne forvandles til smalle, smilende sprækker, gav udtryk for ånd, og så glemte man næsen. Borgbjerg talte med hele kroppen. Armene gestikulerede voldsomt, og han kunne læne sig langt ud over talerstolen, så man var bange for, at han skulle tabe balancen. Og med benene stampede han, for at give ordene eftertryk. Nogle skumlede om, at han blot efterlignede franskmændene, især Jaurès, men uanset om han har taget noget ved lære af denne, er det ubestrideligt, at han var en oratorisk naturbega­ velse. Borgbjerg havde i 1898 overtaget den navnkundige 5. kreds efter P. Holm, der som den første socialdemokrat, sammen med Chr. Hør­ dum, i 1884 blev valgt ind i folketinget. Med byens voldsomme ud­ vikling var 5. kreds efterhånden blevet en kæmpekreds, og ved valgre­ formen i 1895 blev den derfor delt i en række mindre kredse. Fra at være bombesikker for socialdemokratiet blev den derfor noget i ret­ ning af en kampkreds, og Højre satte derfor topfolk op mod Borg­ bjerg ved de følgende valg. Jeg mindes vælgermøderne i 1909 og 1910 i Kongens Have, hvor der blev talt fra den store musiktribune.