HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

ER INDR INGER II

2 3 5

Højre havde opstillet overretssagfører Poul Rasmusen - med eet s - og folk tog det nærmest humoristisk, når han forklarede, at hans navn udtaltes Rasmusen, med tryk på mus. Det var dengang mere sædvan­ ligt end nu, at man som led i argumentationen fortalte, hvad modstan­ deren tidligere måtte have sagt og skrevet. Måske benyttede Poul Ras­ musen sig mere heraf end andre, jeg er dog ikke sikker herpå, men der gik i hvert fald ikke lang tid, før forsamlingen reagerede på P. R.s ud­ sagn om, at »han sagde« med råbet »Hvad sagde han?«. Det blev der megen munterhed af, hvergang det skete, og det skete tit, men Poul Rasmusen tog det altid med et smil og havde et kvikt svar parat. I det hele taget havde man indtryk af, at han var glad for afbrydelser for, som onde tunger påstod, at komme væk fra den saglige debat. Poul Rasmusen kom jo ikke ind i folketinget ved disse valg, men det lykke­ des for ham senere at komme ind i landstinget, og ved de afsluttende forhandlinger, der førte til den nye grundlov af 1915, spillede han en betydelig rolle. Ved disse vælgermøder udfoldede Borgbjerg sine evner som poli- tisk-taktisk debattør, og han nød ganske øjensynligt skuespillet, sikkert også at det store flertal af forsamlingen var på hans side. Nogle år senere oplevede jeg Borgbjerg i folketinget, hvor der i 1916 var store debatter om salget af de dansk-vestindiske øer. Den­ gang havde rigsdagen endnu til huse i Bredgade, dér hvor Østre landsret har lokaler, og hvortil rigsdagen var flyttet hen efter Chri- stiansborgs brand i 1884. Jeg overværede forhandlingerne fra tilhører­ pladserne øverst på galleriet. Uanset at venstreregeringen i 1902 havde foreslået et sådant salg, der dog ikke blev gennemført, da højre mobiliserede en 99 årig lands­ tingsmand, hvorved stemmerne var kommet til at stå lige, så gik nu ikke alene højre, men også venstre imod salget. Diskussionen i folke­ tinget kom dog næsten udelukkende til at dreje sig om det etiske spørgsmål, om en minister måtte lyve —eller for at bruge et pænere udtryk: fremsætte et urigtigt dementi. Dette havde nemlig både den daværende udenrigsminister Erik Scavenius og finansministeren Ed­ vard Brandes gjort, idet de over for pressen havde benægtet, at der med USA foregik forhandlinger om salget af øerne. Om dette etiske problem gik forhandlingerne altså højt i folketinget, og Borgbjerg var meget aggressiv i sin polemik mod oppositionen. Han tog stabler af