HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

E R I N D R I N G E R I I

A F H E N R Y S T JE R N Q V I S T

Meget tidligt fik jeg interesse for politik. Jeg husker fra folketingsval­ get i 1906, at vi stod foran »Aftenbladet«s lokaler på en første sal i Landemærket helt oppe ved Købmagergade. I vinduerne blev der hængt plakater op, hvorpå man efterhånden som resultaterne indløb skrev dem med tuschmaling. Jeg blev meget fortørnet, fordi mine for­ ældre tog hjem allerede kl. 2 om morgenen. Jeg var nemlig meget spændt på det sidste resultat fra Frederiksberg 2. kreds. Ville socialde­ mokraten K . M. Klausen nå de 4.000 stemmer? Det gjorde han, viste det sig næste dag. Alle resultaterne af valgene i 1909 og 1910 indførte jeg i en lille lommebog ved hjælp af et lille håndtrykkeri, som jeg havde fået i ju­ legave, og jeg udregnede den procentvise fordeling for hver kreds. Der var ganske vist ikke så mange partier (kandidater) som nu, men til gengæld havde jeg ingen mekaniske hjælpemidler. Denne min interesse for politik blev utvivlsomt inspireret af, at mine forældre altid tog mig med, når de gik til møder. Jeg var jo ene­ barn. Det var dog ikke alene politiske møder, som vi overværede, men også møder af anden karakter, f. eks. religiøse vækkelsesmøder. Jeg husker således et i dansesalonen Fønix i Valkendorffsgade, hvor pa­ stor Mollerup og provst Fenger talte. Sidstnævnte husker jeg også fra senere år, hvor han på en medbragt lille talerstol forkyndte evangeliet i Kongens Have. Jeg mindes ham som en lille, ilter person med en skæv mund, der ligesom vrængede ordene ud. Fra en lidt senere tid husker jeg et diskussionsmøde i Bethesda om kirken og socialismen, eller var det arbejderne? Deltagerne var pastor Sadolin og den opgående stjerne inden for socialdemokratiet, den kun 19-årige Marinus Kristensen. Denne var en oratorisk begavelse, og tilhørernes store flertal var så afgjort på hans side. Men jeg syntes al­ lerede dengang, at han kom noget billigt til sine argumenter. Han steg hurtigt i graderne, blev politisk medarbejder ved »Socialdemokraten« - skrive kunne han jo også —og Borgbjerg blev hans læremester. Da Borgbjerg i 1924 blev minister, overtog Marinus pladsen som chefre-