HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

182

HENRY ST JERNQV IST

Hammerich og hans yndige Clara satte deres præg på livet deroppe. Jeg var kasserer et par år omkring 1926 og stabiliserede økonomien, bl.a. ved at købe nogle brugte stole hos en møbelhandler i Adelgade, i stedet for at leje dem. Købesummen blev afskrevet i løbet af et par år. Jeg prøvede at lægge stramme budgetter for vore arrangementer, men de blev altid overskredet med i hvert fald 25 pct. Værst gik det, da vi fejrede Jeppe Aakjær ved hans 60 års fødselsdag. Jeg havde kalkuleret med, at han ville medtage en halv snes gæster, men det blev ti2 3 5 ' o Også Johs. V . Jensen fejredes i min kasserertid. Tom Kristensen skulle have holdt festtalen, men da han omsider kom, i kjole og hvidt, men temmelig bedugget og begyndte at hælde øl ud over de dyre ka­ ger, og dernæst begyndte at snitte sig i fingrene med en dolk, så blodet flød, arrangerede jeg, at han blev kaldt til telefonen. Jeg fik ham så i gangen overtalt til at tage hjem og sove den ud, og han gik, dog ikke uden voldsomme protester og med trussel om aldrig mere at komme i Studentersamfundet. Jeg ved ikke, om han har holdt ord. Johs. V . Jensen havde vi engang til diskussionsmøde om darwinis­ men, men mundtlig debat var ikke hans stærke side, og han gik tem­ melig medtagen ud af den. Olfert Ricard gik ligeledes afpillet ud af et diskussionsmøde, men han stod jo også overfor en forsamling af en helt anden åndsretning end hans. I november 1920 fejredes Georg Brandes i anledning af 50-året for hans første forelæsning på Københavns universitet. Hans jubilæums­ forelæsning på universitetet overværede jeg, og jeg studsede egentlig over, at han læste det hele op - det havde jeg ikke tidligere oplevet, at en taler gjorde —men han gjorde det med kraft og myndighed. Der blev holdt en aftenfest for ham på Nimb, som jeg ikke deltog i, vel af økonomiske grunde, men jeg var med i fakkeltoget, der hyldede ham foran Nimb. Som tolker af ungdommens følelser overfor den gamle, nu 80-årige stridsmand, havde vi, da der jo dengang ikke fandtes højt­ talere, valgt een, der havde en meget kraftig stemme. Det var davæ­ rende stud. polit. Aage Schock, senere redaktør ved forskellige blade og under krigen medlem af frihedsrådet. Det klinger endnu i mine øren, hans første rungende: »Mester«. Og en mester var Georg Bran­ des alle sine dage. De mange år i Studentersamfundet gav mig på mange områder et