HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

E R IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER 15 bønder og forprangere besøgte. Byerne, kirken, adelen og kongemagten fandt hinanden i forsvaret for byernes eneret på handel og modstand mod bondehandel. Der er ingen grund til at betvivle, at man kun vil nye handelspladser til livs, mens de veletablerede markeders ret ikke bliver bestridt. Når de klagende parter så udtrykkeligt bliver inddelt i to grupper, skyldes det måske, at borgerne havde mere på hjerte end besværinger over landkøb, nemlig rent indrekøbenhavnske problemer. Indlednin­ gen oplyser intet herom, men det må være tilladt at slutte af bestem­ melserne i brevets hovedafsnit, at der har været behov for regulering af både håndværkernes og torvehandelens forhold. Det påhvilede som nævnt borgerne selv at holde orden i og give regler for disse anliggen­ der. Når de nu henvendte sig til kongen, var det ikke nødvendigvis for at få nye bestemmelser, men for at få allerede givne love indskærpet. Der har øjensynlig været problemer med at få nogle af dem overholdt, og rådet bad derfor kongen stille sin autoritet bag dets egen. Dette for­ klarer også, at hovedafsnittet kun omtaler landkøbsforbudet i forbifar­ ten med en henvisning til indledningen. Overtræderne af dette forbud færdedes jo ifølge sagens natur udenfor byens retsområde og kunne ikke drages til ansvar på bytinget. Med deres henvendelse til kongen ville borgerne opnå, at han retsforfulgte landkøbere ved de rette in­ stanser. Dette brev, som var stilet direkte til borgerne i København, kunne ikke bruges mod dem, men alene mod personer, som forbrød sig indenfor bygrænsen. Det er vanskeligt at afgøre, hvilke bestemmelser i brevet af 15. fe­ bruar 1422, der er nye og hvilke, der er gentagelser. Vore byers for­ fatningsforhold i middelalderen er meget dårligt oplyst, og de brud­ stykker af rådslovgivning, der er bevaret i form af bursprog og vilkår, er fra en meget senere tid. Nogle af reglerne kan dog spores i ældre lovgivning. Forbilledet for landkøbsforbudet må således være rigsloven af 1396 art. 1 1.4 Den udførlige bestemmelse om torvehandel er tyde­ ligvis en skildring af de forhold, som lå bag den kortfattede art. 50 i stadsretten af 1294, om at gæster ikke måtte købe fødevarer i den tid, som var forbeholdt borgerne. Kravet om at man skulle være bofast i byen for at opnå borgerskab, må ses som en fortolkning af eller et tillæg til art. 5, som foreskrev, at kun borgere kunne erhverve fast ejendom i byen.