HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

130

SIGURD JENSEN

der det, at ikke Privatbanken, der, som nævnt, havde overtaget lånet fra foråret 1886, men Landmandsbanken afgav det fordelagtigste til­ bud. Alligevel indstillede borgmester Borup til borgerrepræsentatio­ nen, at man entrerede med Privatbanken, hvis tilbud han betegnede som næsten lige så godt som Landmandsbankens. Han anførte den noget luftige begrundelse, at det var mindre heldigt at samarbejde med to forskellige banker om to lån, der blev optaget tidsmæssigt så nær hinanden som lånet fra foråret 1886 og det påtænkte. Det skulle han vel egentlig have tænkt over lidt før, og det har han åbenbart fået meget tydeligt at vide af Landmandsbankens direktør Isak Gluckstadt, der selv var medlem af borgerrepræsentationen. Gliickstadts reaktion må have været meget skarp, for der blev rejst krav om, at han ved behandlingen af denne sag skulle vige sit sæde i forsamlingen under hensyn til, at han var personligt interesseret i udfaldet. Kravet kom til afstemning og var lige ved at blive gennem­ ført; 14 stemte for, 15 imod, 3 undlod at stemme. Var det sket, ville det have været temmelig uretfærdigt, for de øvrige banker var også solidt repræsenteret i salen. Selveste borgerrepræsentationens formand, højesteretsassessor P. F. Koch, samt et menigt medlem, grosserer J. H. Mannheimer, sad i Privatbankens bankråd, og tømmermester H. H. Kayser, der var et af forsamlingens mest indflydelsesrige medlemmer, var medlem af Handelsbankens bestyrelse. løvrigt blev sagen udsat, og de interesserede parter kunne herefter drøfte den uden for publikums søgelys.22 Man nåede frem til et kompromis. Lånet på de 14 millioner blev optaget i foråret 1887, og hovedparten blev negotieret gennem et kon­ sortium bestående af de tre hovedbanker, Privatbanken, Landmands­ banken og Handelsbanken. Væsentlige dele af lånet blev dog optaget i Den kongelige Livsforsikringsanstalt og Sparekassen for København og Omegn. Kommunen havde iøvrigt ikke tabt noget ved at vente med lånet. Der opnåedes en lidt bedre kurs end den i 1886 tilbudte.23 Der kunne måske være anledning til at fundere over, om Borup i denne sag havde båret sig noget kluntet ad, eller om han i virkelig­ heden havde været ganske snedig; thi vel havde sagen i starten for­ met sig mindre flatterende for ham - det var ikke særlig behændigt at starte en konkurrence mellem bankerne og så alligevel ikke respek­ tere resultatet. På den anden side var der kommet en debat i gang,