HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1976

ELIN RASK

1 1 0

opmærksom på Lygtemænds reaktionære tendenser end de køben­ havnske kolleger. Positivt tæller dog: at stykket står i en eller anden samklang med tidens hovedtanker, hvad somme, mærkværdig nok synes at anse for en stor fejl, idet de forlange »Politik« holdt borte fra scenen Polemisk komedie, tendensstykke, nutidsdrama, familiedrama, bor­ gerligt realistisk drama - er nogle af de etiketter, samtiden hæfter på Lygtemænd, og alle kommentatorer er enige om, at publikum vanske­ ligt vil fornemme, at kritikken mindre er rettet mod radikalismens for­ skellige former end mod »den frie tankes« umodne forkæmpere.13 Til gengæld kan Social-Demokraten ikke finde gloser nok for forargelsen: et arbejde, der vil knuse ideerne om frihed, lighed og broderskab, lat­ terliggøre frisindede mennesker og fremstille arbejderen som en pjalt. »Og det vover man at byde Danmarks arbejdere på det danske Na­ tionalteater« ! Også Dags-Telegrafen finder, at forfatteren har savnet overlegen forståelse af emnet. Der er tale om fraser hængt overfladisk på handlingen, og det traditionelle kneb er benyttet: »samtlige for­ kæmpere for det sociale fremskridt er dumrianer og holdningsløse floskelhelte, medens repræsentanterne for det bestående alle er huma­ niteten og godheden selv«.14 Med omtalen i brødrene Brandes’ tidsskrift, Det 19. Aarhundrede 1876, får Lygtemænd, som det var at vente, en sidste bredside: »Så­ dan i almindelighed at ville reformere den hele jord, forekommer os dog altfor dumt for et højtbegavet menneske. Og det skal helten være, uagtet han aldrig taler som en blot jævnt fornuftig person«. Opsætningen af Lygtemænd Skuespillernes udførelse af rollerne betød som nævnt en hel del for publikums sympatitilkendegivelser. I de væsentlige roller havde man placeret Adolf Rosenkilde som justitsråd Rosen, frøknerne Dehn og Schnell (senere Betty Hennings) som døtrene Emilie og Helene. Poul Bech blev udført af Peter Jerndorff og Lisner af Frederik Cetti. Emil Poulsen, nogle år senere den første Helmer i »Et Dukkehjem«, fik den utaknemmelige rolle som Holm overdraget, en rolle han tilsyne­ ladende havde vanskeligt ved at få hold på. Stort set er anmelderne dog tilfredse med Emil Poulsens spil, men utilfredse med rollen, der