HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

78 HENR IK B. HOFFMEYER brændte huse. Et overblik over gældens størrelse fik man, da den tidligere omtalte 1729-fortegnelse blev fremstillet og afleveret dl kancelliet i april 1729. Det viste sig da, at 3U af de brændte huse havde været behæftet med prioriteter, og den samlede prioritetsgæld på brændte huse var mellem 1V4 og 1V2 million rdlr. Kun knap V7 af lånemassen stammede fra offentlige institutioner, mens hoved­ parten af pengene var udlånt af private.21 Mange brandlidte havde derfor ikke blot mistet deres huse, men måtte samtidig frygte, at de ikke kunne få deres udlånte penge tilbage. Det var på ingen måde let at finde en rimelig ordning, der til­ godeså både kreditorer og debitorer. På den ene side ville man ikke ramme kreditorerne for hårdt for ikke at skræmme enhver kredit væk fra København, og på den anden side måtte man, for at få genopbygningen i gang, lette vilkårene for debitorerne. Kongen op­ fordrede derfor magistraten til at indkalde parterne og forsøge at overtale kreditorerne til at eftergive en del af pantegælden. Da pro­ blemerne ikke blev løst hurtigt, blev der den 16. juni 1729 nedsat en prioritetskommission med Reventlow som formand til at løse dem. Kommissionen forhandlede med parterne hele sommeren og efter­ året. I december var man nået til vejs ende, og resultatet var blevet, at der af den oprindelige prioritetsgæld på mellem 1V4 og 1V2 million rdlr. kun var 569.000 rdlr. tilbage. De fleste kreditorer havde givet afkald på mellem halvdelen og en trediedel af deres tilgodehavender og havde givet rentefrihed for resten i nogle år. Hvad angår de offentlige institutioners tilgodehavender blev det besluttet, at de skulle nedsættes med en trediedel, og at der skulle gives 2 års rente­ frihed. Den samme regel blev anvendt over for de kreditorer, der nægtede at gå med til en frivillig ordning. Nedsættelsen af gælden var kun blevet bevilget de debitorer, der lovede at bygge, mens andre —og det vil sige de fattigste —der ikke havde råd til at bygge, måtte give afkald på deres grunde, som blev overtaget af kreditor. Denne fik til gengæld intet andet af sit tilgodehavende. A f en indberetning fra kommissionen fra november 1729 fremgår det, at 619 debitorer af denne årsag havde måttet afstå deres grunde.2-’ Nedsættelsen af prioritetsgælden lettede de brandlidte for en be­ tydelig byrde og bidrog dermed til finansieringen af genopbygningen. Det var dog kun indirekte hjælp til de brandlidte. Problemet var