HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1970

A N M E L D E L S E R sluttes med Rettelser og tilføjelser (s. 524 -41), der især oplyser om mange af Worm udstedte testimonier, med konkordanser mellem brevene i udgaven og de benyttede »samlinger« (s. 542-54), med fortegnelse over forefundne citater efter græske og latinske klassikere, dels græske, men især latinske (s. 555-60) og endelig registre, hvoraf der er 3: Register I med person- og folkenavne, Register II med stednavne og Register III efter emner og stikord. Brevenes indhold angår som i bd. I først og fremmest Worms lærde arbejde med runologi, oldhistorie o.l. (guldhornet f.eks., hvorom Worm i 1641 ud­ sendte sin bog De aureo cornu). Brevvekslingen med de islandske lærde hører stadig til det interessanteste stof; Worm benyttedes til at opnå begunstigelser for dem ved sin mellemkomst. Selv ønskede Worm ikke, at man skulle sende ham varer med tab; det var ikke den slags, han var interesseret i, dog skriver han til Benedikt Magnusson 1638 (II, 76) : »hvis du kan sende mig et par af eders strømper, som jeg kan pakke mine skinneben ind i ved vintertid, vil det være mig kært, blot det kan ske uden ulempe for dig«; de blev også sendt (II, 201, jvf. III. s. 244 ); Arngrim Jonsson skriver samme år: »Hvis jeg blot vidste, at noget af vor jords afgrøder, der kan betros til nabokøbmanden, ikke vil være eder ukært, så skulle jeg ikke være den, som havde en opfordring nødig. Thi jeg ved, at kongebreve ikke vederlagsfrit opnås af medhjælpere« (II, 84). Der er næppe grund til at overdrive disse småbestikkelser; men de var der dog. Worm var en formående mand, der efter kansler Christian Friis’ død 1639, f.eks. gennem øverstesekretær Otte K rag kunne hjælpe; ;men han indskærper 1647 over for Gisli Magnusson, at det er nødvendigt, at han svarer Otte K rag i største underdanighed, og — fojer Worm til: »som beløn­ ning sender ham et eller andet sjældent fra eder, måske de såkaldte edder- fuglefjer eller andet, for at vi kan finde ham lettere medgørlig for fremtiden, hvis der skulle forefalde noget, hvortil vi behøver hans bistand ved hoffet« og bemærker videre: »Jeg ved ikke, om alt trygt tør betros til eders statholder; hvis der er noget særligt, så lad det blive besørget gennem mig, og jeg tilbyder min bistand«. Der må her være tale (der savnes en note) om fogden Jens Sørensen, der fungerede på Island 1645-48, og som Worm samme sommer i et brev til en anden islænding finder uværdig at rette ansøgninger til (III, 245). - Også brevvekslingen med Stephanius i Sorø er omfattende og værdi­ fuld, og dette sidste gælder jo i det hele de mange breve med udlændinge og unge danske (f.eks. Bartholinerne) på studieophold i det fremmede. Interessant og værdifuldt er også materialet vedr. Worms lægegerning, der især belyser rigets fornemste. Worm var ikke fast læge for den udvalgte prins Christian (V ), men kaldtes til Nykøbing til hoffet der sidst på året 1646, da prinsens helbred blev stadigt mere vaklende, og hans hidtidige læger fik travlt med at drage bort. Worm opholdt sig en tid i Nykøbing, hvor han befandt sig

2 1 3