Hans Barhow og hans Kjøbenhavns veiviser fra 1748

Hans Barhow og hans Københavns Veiviser fra 1748

501

sumpet, i sin Tankegang ikke saa lidt smudsig og i sit Sind lidt maliciøs Person og langt fra at være en erudit og klog Mands Arbejde. I 1740 fortæller Selvbiografien, der stadig bliver knap- pere, at han atter gik udenlands med Hovedstationer i Halle og Leipzig; men hvad ban bedrev der, om det var Alkymien, som stadig lokkede, siges der intet om. Med hans Tilbagekomst herfra slutter Optegnelserne. Det vides, at ban denne Gang til en Forandring slog sig ned i en anden af Øster Kvarters Gader, Dybensgade, hos en gammel Mad. Lynge. Af en Skrivelse, som Hof- rath Schmidt skrev til Apoteker Gappel et Par Maaneder efter Barhows Død i Maj 1754, ses det, at denne stadig Troende igen er kommen til København og personlig har opsøgt Barhow for al prøve at faa ham til at »eonversere« sig, skønt han blev frastødt af hans Ydre. Schmidt for­ tæller, at Barhow til en Begyndelse forholdt sig ganske tavs og afvisende. Men i Længden har Barhow ikke kun ­ net modslaa Fristelsen til at gøre sig interessant overfor den lettroende Nar. Han fortalte saaledes Schmidt — ef­ ter dennes eget Udsagn — , at han vel sad inde med den store Hemmelighed og derfor var en sand »Adept«, men at han havde lovet den gamle Mand, som havde indviet ham i Mysterierne, at tage Hemmeligheden med sig i Gra­ ven. Delte gjorde naturligvis Schmidt endnu mere opsat. Tilbyde en Guldmager Penge kunde jo ikke lade sig gøre. Barhow var da naadig nok til at modificere den strenge Bestemmelse derhen, at syv Aar efter Oldingens Død var tilstrækkelig Ventetid; men Schmidt maatte saa først ud­ levere alle sine Manuskripter til Barhow. Har Barhow ment her selv at kunne finde en Traad — og ha r de to Mænd gensidig troet at kunne overliste hinanden? Bar­ how viste i hvert Fald Schmidt to Æsker med den ægte »Tinetur«, et svovlgult Pulver, den ene af Buksbom, den anden af Elfenben, og Schmidt beretter naivt, at de var 26