HammerichEtLevnetsløb

2 5 6 f æ r d i g e s o p s t a n d e l s e “ (Joh. åb. 20, 5. Luk. 14, 14), hvis jeg ellers forstår skriften ret. „Legemlighed er enden på alle Guds veje“ , og når den hinsidige verden smelter sammen med den dennesidige, vil den frelste ånd genfinde sit legeme. Modnet og helliget gennem den sidste „store trængsel“ står Guds menighed her nede som hans tro ­ faste brud og sukker i dødsangst efter udfrielse fra dette nidmørke. Da rinder sol op på sahbatens morgen, „al skabnings førstefødte“ , menneskens søn kommer igen som verdensfuldender til nyskabelsen, at stifte sit s e j r s ­ r i g e på jorden „og herliggøres i sine helgen“ ; „i ham og ved ham og til ham ere alle ting“. Deres legemer, „der såedes i vanære, har som sæden vokset i det skjulte og opstå nu i herlighed“. Hvor mange der findes værdige hertil, og hvorledes det sker, véd ikke vi, Gud véd det, men ligesom Herrens jordiske legeme stod op forklaret, således vil det og gå med hans udvalgtes: dette er skriftens lære, og derved skal intet rokkes, fordi vi endnu ikke kan fatte den. Det lønner sig at tro Gud på ordet. Han, som i det gamle paradis tog støvet og deraf dannede Adams legem, han vil i det andet paradis samle det hensmulrede støv og deraf danne forklarelsens legem. Eller er han ikke længer en Gud, „der gør underværker“ blandt menneskens børn? Skriften knytter domsluren og opstandelsen uop­ løseligt sammen, skulde her da ikke være rum for den kristelige anelse? I den så kaldte k l a n g f i g u r er det tonens usynlige magt, der samler støvdelene rundt fra klangskiven og giver dem regelbunden form. Og når nu himmerigs klokker indringe den store højtid, når ny­ skabelsens kræfter røre sig, når luren på høvdingebudet drøner til doms (1 Tess. 4, 16), når dens klang gennem- bæver jorden og alle skabningens kredse til de dybeste dybder, så malmen i bjærgene, alt der nede dirrer og bølger og toner med som rørte harpestrenge: skulde det