HammerichEtLevnetsløb

255 eneste klart billede. Dog hvo tør vove sig dertil ? Det var jo at „gå ind på ting, vi aldrig har set“ (Kol. 2, 18), at ville udsige det uudsigelige. Slipper jeg en gang ved Guds store nåde inden for, vil alt alligevel te sig helt anderledes i dette fredens bo, end jeg drømte om; enhver forudsigelse forstås dog først ret, når den er opfyldt. Men de anelsesfulde syner tindre og vinke opad som stjærner om natten. De er ikke drømmebilleder, de er åndsvirkeligheder, hélt igennem guddommelig sand­ hed og guddommelig digtning i hinanden, og dermed seglet fra oven på hjærtets håb og længsler. Hvor turde vi uden dem være visse på, at en sjæl efter døden ikke synker hen i dvale, derimod l y s l e v e n d e er hjemme hos Herren? Det skulde vi vide i troen, det var os gavnligt, men mere heller ikke. I hvilen og glæden, i mindet og selvfordybelsen, i samfundet med Herren og alle de hellige vokser den en guddommelig vækst og „modnes til uforkrænkelighed“ , hvorefter dens længsel stunder. Det åndelige p e r s o n l i g h e d s l i v træder således fræm i stigende frihed og i n d e r l i g h e d , klart over hele den verden af muligheder, der ligger i det; det ubevidste vinder det bevidstes klarhed, og det bevidste får det ubevidstes uendelige dybde og fylde. Dette er indholdet af s j æ l e n s h i s t o r i e , „Guds gode gærning i den“, dette er det trin i udviklingen, som afløser oldingelivet med en ny evig ungdom, rig på varsler om manddoms­ dåd i fuldendelsen. „Vænt kun en liden stund“ , kar det lydt, og gennem „den liden stund“ går vejen til idealet i sin fylde.

Det nye trin i det kristne menneskelivs udvikling, som følger efter mellemtilstanden, åbnes med „de l e t