HammerichEtLevnetsløb

f

254

tidernes lovsang, som et tonende hav for „den gamle af dage, der er og var og kommer“, og for Sønnen, der købte os med sit b lo d ; og himlens hærskarer sv a re : halleluja, amen! Dér skal den, som tror, skue dem og lovsynge med dem: Herre, du nådens Gud, det har du gæmt ham til, det gav du ham at stride f o r ! „Og det, vi elske“, sige Mystikerne, „i det forvandles vi.“ Over for det endnu ikke åbenbarede må anelsen kalde billedet til hjælp. Forestiller jeg mig dem nu i det paradis, sjælenes og synernes land, hvor de er hjemme, da er det mig, som så jeg dem svæve i et lifligt, dugsvalt morgengry til Herrens dag. Det lysner i luften over bjærgene, morgenvarslende suser vinden, det dufter fra liljefloret, og stille risle Edens kilder; mens fugle vågne, den ene efter den anden, og lokke og kalde, og klokkerne kime første gang til den store sabbat. „Sjælene virke“, siger Tertullian, „men dog ikke fuldkomment, de tænke, de ville, de føle, men til at fuldbringe vænte de på kødets opstandelse“. Kærligheden øser af livsens kilder, kraften og håbet vokser vidunderligt, men dåden udadtil kan endnu kun svagt røre sig, og salighedens fuldeste fylde fattes i legemløse sjæles land. Derfor er der endnu rum i dette hvilens paradis for alskabningens l æ n g s e l efter Guds børns frihed, efter vort legems udløsning (Rom. 8, 19—23). „Herre, du hellige og sanddru, hvor længe tøver d u ? “ lyder det fra blodvidnerne, et suk som den kurrende dues i klippe­ kløften. Og dem blev svaret: „vænter og hviler end en liden stund, indtil eders brødres tal er fuldt!“ (Joh. åb. 6, 9— 11.) Dette er da de syner ind i alle sjæles land, Herrens Ånd åbner os, så livsalige, så trøstefulde for den, der står midt i kampen. Tusind spørgsmål rejse sig, når jeg nøjere vilde trænge ind i forståelsen af den trinvise udvikling til uforkrænkelighed, eller samle så mange, tit hinanden modsatte eller svagt dæmrende træk til et