HammerichEtLevnetsløb

2 5 2 lys, og for hvis sjæle vi dagligt sukke til Gud! De fare måske herfra eller er faren herfra, uden levende tro på den eneste, der kan frelse. Er da alt håb slukket, er der ingen redning mere for dem? Herren nedfor jo dog at prædike for alle sjæle, og gennem den gamle kirke gik det som sandsagn fra mund til mund, at fromme døde, ligesom deres Herre og mester, forkynde evangeliet for „ånderne i fængslet“ i de dødes rige. Sagte hvisker det ind i hjærtet: „håb selv imod håb, når der blot ikke er syndet mod Ånden, som hverken kan tilgives i denne eller i hin verden (Mt. 12, 31—32)! Den rygende tande skal ikke slukkes, sjælen må komme til den store, endelige afgørelse! Håb til ham , helten fra Golgata, som sprang over det svælgende dyb og tog selv fængslet fangent“ ! Så længe alt endnu er frihedsudvikling, tør vi vel håbe på en o m v e n d e l s e s m u l i g h e d , om den end — vi véd det ej, Gud véd det — skulde gå gennem en virkelig skærsild, piner, livet her ikke kænder til. I det hele turde det gamle ord vise sig som evig sandt: „hist vil vi undre os over at træffe mangen, vi ikke havde væntet dér, men og savne så mange, vi havde væntet at møde, og hvad der allermest vil undre os, er, a t vi selv er der.“ Dybt i vor natu r ligger det håb, at døden ikke hélt kan have sønderrevet b å n d e t mellem os, der enduu leve, og dem, der ere d ø d e i Herren; og den, som tror på de „ h e l l i g e s s a m f u n d “, har visheden. Bøje vi her ikke knæ sammen i Jesu navn med dem hisset? Har de ej med „Abraham set Herrens dag og glædet sig“, alt inden han for ned til de døde; følge de ikke Guds kirkes skæbner på jorden, sukkende eller jublende (Joh, 8, 56. Joh. åb. 6, 9— i l . 12, 10— 11), og dele engleglæden over en synders omvendelse? Ti her i den stridende kirke midt i verdenslarmen, og hist i den sej­ rende i sabbatfreden har G u d s r i g e dog en og den samme h i s t o r i e . Og kun i forening „kan vi og de