HammerichEtLevnetsløb

251 dér, hvorhen englene bære sjælen. Og paradisets strål­ ende menighed, er den „i legemet eller uden legemet, vi véd det ikke, Gud véd det“ (2 Kor. 12, 2 - 4 ) ; men de genløste sjæle stå i levende s am f u n d med hinanden indbyrdes og Guds engle, som de stå i samfund med H e r r e n , og i det samfund er glæden evigt rig. Det er vor tro og vor trøst! Disse hellige syner er sandelig mere end blotte syner, ti bag dem ligge himmelske v i r k e l i g h e d e r , som de ligge bag ved englesynet julenat og englesynet i den tomme grav. „Forstå vi ikke nu, hvad Herren gør med sjælene, skal vi dog en gang forstå det“ (Joh. ev. 13, 7). Der svæve I da, I hjemgangne alle, nære og fjærne; i sjælenes land svæve I som lysende skikkelser, mange fold gennemstrålede af hans nåde, på hvem I trode! Dér har englen sunget for sjælen, da den vågnede af dødens dvale, som i det oldengelske kvad: Dér spejler sjæl sig i sjæl, dér er I åbenbare for hver­ andre i kraft af de evighedens magter, som må tænkes forklarende at gennemstrømme selv tiden og rummet! Dér virke I på hverandre, tale med hverandre i lyset, som Abraham og Lasarus! Der svæve også I , „hvis sjæl her nede var min sjæl og hvis hjærte var mit hjærte“, I mine f o r u d g a n g n e elskede, som nu visselig hist bede med for min frelse! Dér skal de gamle dage vorde ny, da vi sad sammen i stille, glade timer, og atter skal vi af Guds nåde mødes, åsyn mod åsyn og favn i favn, til lovsang for ham, hvis vej er en evig vej. Men de nu blandt vore kære — ak i vore dage alt for mange — , som endnu ikke kom til den store af­ gørelse, for eller imod, endnu ikke har set lys i Herrens „vej og vandring vorde dig salig, over dig åbnes Guds åsyns glans!“