HammerichEtLevnetsløb

249 Vi har set dem — jeg taler på menneskelig vis — i den stille, dunkle klostercelle, hvorhen ingen lyd fra denne verden kan n i det „hjærtets kapel“ , de gamle Mystikere véd om at sige; i selvfordybelsen med sin liv­ salige fred og hvile, som vi travle børn af det nittende hundredår så tit af hjærte sukke efter, i hin ensomhed, Herren selv søgte i sit køds dage, når han gik op på bjærget alene, for at bede. Er skildringen af deres til­ stand da dermed bragt til ende? Eller hvad er det for mægtige toner, højtidstoner med evighedens fylde i sig, der hist lyde den frelste sjæl i møde? Duftende palmer, strålende skikkelser åbenbare sig. Den store, hvide flok, vi se, som tusind bjærge, dækt af sne, med skov omkring af palmespring for tronen, hvo er de? Det er den helteskare, som af hin den store trængsel kom Dér holde de nu kirkegang med uophørlig jubelklang, i højen kor, hvor Gud han bor blandt alle engles sang! „De hungre ej og tørste ej, og solens brynde falder ikke på dem; ti lammet, som er midt på t r o n e n , skal vogte dem og lede dem til livsens vandvæld, og Gud vil af­ tørre enhver tåre af deres øjne“ (Joh. åb. 7, 9—17. Ebr. 12, 22—23). Det h im m e l s k e J e r u s a l e m er de , og har sig toet i lammets blod til himlens helligdom!