HammerichEtLevnetsløb

I

248 Og clet, der vælder fræm af aldrig målte dybder,, tø r vi tænke os glide gennem sjælen i store trøstefulde s y n e r , som Johannes i sine åbenbaringer så dem, at gennemdufte den som med duft af Edens liljer, gennem- tone den med en evig lovsang „til lyd af himlens h a r p e r “ , som Johannes h a r hørt den. Gennem disse syner, hvor det bevidste og ubevidste liv mere og mere gennemtrænge hinanden, modnes den til en gang at kunne skue de evige virkeligheder. Adskillige har i vore dage ta lt meget om det r e n ­ s e n d e i mellemtilstanden; jeg véd imidlertid intet skrift­ sted, som udtrykkeligt peger derpå. De troende sjæle „er ulastelige og i deres mund findes ingen løgn“ (Joh. åb. 14, 5), de er rensede i Guds søns blod. Men skete det i dødsøjeblikket, da dette syndens legeme sank sam­ men, skete det senere lidt efter lidt? derom tør intet siges med sikkerhed. É t er alene klart: lige så lidt som skriften kænder til tilbagefald hos dem, „der er døde i Herren“ , kænder den til deres smertefulde renselse, så den sand h e d , skærsildslæren ellers muligvis turde gæmme i sig, gælder i alt fakl ikke dem. Uimodsigeligt vis er derimod v æ k s t e n ved Ånden, i frihed og t r i n v i s fra kraft til kraft, „den modning altså til uforkrænkelighed“, hvorom Irenæus taler. I de hedengangne sjæle må Herren, „hos hvem de er hjemme“, mere og mere vinde sin skikkelse, i enhver efter det ham m e d f ø d t e , i dåben genfødte å n d s l i v . De er i ham, og han er i dem med liv og lys og glans. Det adsplittede er samlet, det utrygge tryg t, det syndefulde renset, det sønderbrudte helet. Det er foryngelsens tider „i Herren“.

Vi har fulgt det indadvendte liv hos d em , „der tjæne Gud i hans helligdom dag og n a t “ (Joh. åb. 7, 15).