HammerichEtLevnetsløb

243 Dette er da skriftens grundforestilling om de frelste sjæle i mellemtilstanden, en vidunderlig løftende fore­ stilling. Men yi stå i det land, ingen dødeligs øje har set, ovei for en stor Guds hemmelighed, gennembævede af hellig gysen; synerne dufte bort, ordene svigte, og tit er der kun rum for det, vor engel hvisker os til. Lad mig aldrig glæmnie det nu, da jeg fordyber mig i disse syner! Sjælen har i frihed heltog fuldt hengivet sig til sin Herre og nået did, hvorhen den stundede med hvad d er, trods al synd og skrøbelighed, alligevel var dens grundvilje; did, hvor værd og skæbne er ét, og intet frister, intet volder uro, hvor intet er skin mere, men a lt er væsen. Den er i Sønnens skjulte rige, idealernes verden, og i denne „sabbatsstilhed“ (Ebr. 4, 9) råde evighedstankerne alene. Idet den skilles fra sit legeme, går den først ret ind i sig selv og samler sig, mens legemet tvært imod går ud af sig selv og opløses. Den nye nådens „natur­ udvikling til uforkrænkelighed“ (Irenæus) sker indadtil i l i v s i n d h o l d e t s m in d e rig e dybder og ikke udadtil i strid og arbejde og sjælespændiug. De h v ile nu efter møden i evighedens blivende, hvilende nu, som har både fortiden og fræmtiden i sig. Og deres gæ r n in g e r følge med, følge med, altså ikke bane vej til hvilen, hvad kun nåden kan gøre. Anelsen om dette liv i mindet dæmrer hos heden­ skabets vølve, når hun lader de opvågnende Aser på den ny jo rd mindes „magtens domme og gamle runer . Alt i denne verden er det minderne, fastholdte i tanken som mine minder, mine indre, oplevede, virkelige tilstande, der gør sjælen til sjæl, den åndige personlighed til per