HammerichEtLevnetsløb

242 „over hvis hoved dødens strømme lukte sig“ , slår sine øjne op i de dødes rige; er han endnu som en drøm­ mende, omskygget af den sidste, mulmsorte n a t; dages det først efterhånden for ham med et evigt lys? Åben­ baringen tier derom , dog stille og sto rt vidner den: „han er h je m m e hos den H erre (2 Kor. 5, 8), ved hvis b ryst Johannes fandt hvilen, hos frelseren og verdens­ fuldenderen.“ „Hjemme, hjemme“ , hvor sødt lyder det ord ikke for den, der sin meste tid færdedes mellem fremmede! I n d e r l i g h e d e n s kreds, som den kristne olding levede i med sin længsel efter hvilen, sine m inder og h åb , den har han nu genfundet, kun forynget, for­ k laret og herliggjort, og dette des mere, jo rigere hans trosliv var. Sjælen s o v e r i k k e , den ha r ikke drukket af glæmselens elv, heller ikke er det drømme og skygger, der møde den h ist, men livet i al dets fulde åndsvirke­ lighed ( ovtcds Sar] 1 Tim. 6, 19). Så vist er dette, som det er at Jesu sjæl lysvågen og ikke drømmende nedfor til de døde, og at de døde lysvågne og ikke drømmende hørte hans prædiken. Sjælden dvæler skriften udtrykkeligt ved mellem til­ standen, som i fortællingen om Lasarus og den rige, der dog gælder tiden før Herrens nedfart, og så adskil­ lige steder i Johannes’ åbenbaring. Oftere derimod fore­ komme vink og hentydninger, der i al sin korthed alligevel, sammenholdte med hine skildringer, bringe det lys, troen sukker efter. H v il e n fra det jordiske arbejde h je m m e hos Herren (2 Kor. 5, 8. Ebr. 3 og 4) er en hvile i m i n d e r n e , en hvile i selvfordybelse; ti sjælens livsindhold, „dens g æ r n i n g e r , følge m ed“ (Joh. åb. 14, 13. Lukas 16). Dér er s a m f u n d med Herren og hans helgen og alle de hellige engle (Ebr. 12, 22—23. Joh. åb. 7, 9—17); dér er glæde og trø st og v æ k s t i frihed, i Gud, forenet med et try g t, skønt endnu længselsfuldt h å b om herlighedens fylde (Joh. åb. 6, 9—11).