HammerichEtLevnetsløb

241 jo rd en , f u l d e n d e l s e n , altså gradvis udvikling fra det ufuldkomne til det fuldkomnere og aldrig stilstand. Den nyere teosofi kos Oetinger og lians skole har et lignende syn på tingen. For syndens skyld er det, udviklingen må gå gennem d ø d e n , der voldsomt sønderriver båndet mellem legemet og ånden med sjælen; mellemtilstanden, som den nu er, kan ikke have ligget i Guds oprindelige verdensplan. For vore øjne ligne dødstegnene dem, der finde sted, når et menneske i stor mødighed lægger sig til at sove. Men det ser ud, som om et vidunderligt klarsyn i et nu , der ikke kænder til tid, kan oprinde over det tilbagelagte liv, som om den fromme d ø e n d e g e n n em ­ ly s e s og gennembæves af nåden i et af hine øjeblikke, „der er for Herren som 1000 å r“. Så skete det i alt fald med den hellige Stefan og mange andre hjemgangne Kristne, og så er det skildret af troværdige mænd, der med fuld bevidsthed har stået for dødens porte, men kaldtes tilbage til livet. Med døden indtræder m e lle m tils ta n d e n , som varer indtil dommedag. Legeme og sjæl, hver for sig, sænkes ned i allivets moderskød, i uransagelige dybder, a t beredes til genforeningen i forklaret skikkelse, og med hensyn til begge viser denne mellemtid sig klarligt som det trin, der afløser alderdommen. Oldingens le g em e gik her nede alt sin opløsning i møde, og nu er den der, nu „star støvets bryllup med den stormægtige fru orm“. Det smulrer hen, dunster bort, splittes ad, indgår i nye forbindelser, og vindene eller vandene lege med det: af jord kom det, til jord er det vordent! Kun han, som har skabt og genfødt det og i nadveren styrket det med uforkrænkelighedens drik , menneskens søns blod, véd, hvad der ellers sker med det: „det ånder himmelsk over støvet“. Men s jæ le n med ånden lever for Gud: „som vi er, så har vi det, og som vi er, så få vi det“. Den fromme, 16