HammerichEtLevnetsløb

240 Ak hjemve, hjemve med kval og rned lyst i trækfugls flagren, i menneskebryst! Så koldt det lufter, snart sol går ned ; ak hjem til dig, til min kærlighed! Min rose, som blegned på Judæ høje, min helt, som segned med død i øje,

I

a t frelse min sjæl fra synd og nød: til din salige favn, til din hvile sød!

Alt dette er glimt kun af hin „ f ø l e l s e a f e v i g ­ h e d , Gud har p lan tet ind i sjæ len“ , men rø rte den sig ikke dybt der inde, vilde vi end ikke kunne ane, hvad han har gæmt til sine troende. På alle punk ter varsler således vor nuværende ud­ vikling og må varsle om den, der skal komme, fordi hele menneskelivet både her og hist er et eneste, o r ­ g a n i s k s a m m e n h æ n g e n d e f r i h e d s l i v . Dette grund­ syn, hvorfra åbenbaringen går ud, og som dunkelt fore­ svævede den gotiske hedning, har Irenæus drøftet i s it skrift mod kæ tterierne 4de og 5te bog, idet han holder sig til udsagn af apostlernes nærmeste lærlinge. Hvilken trø st a t kunne følge sådanne førere! Ad 3 t r i n skrider da det kristne liv fræm her nede, ungdom, manddom , alderdom , og h ist lige så ad 3 t r i n , m e l l e m t i l s t a n d e n , Kristi s e j r s r i g e på