HammerichEtLevnetsløb

238 modet synke; og så for resten dagligt dø efter det ind­ vortes menneske og leve af n å d e som den ringeste blomst i dale. Det er en nåde, at tu rde leve af nåden, ti først den fattige kan blive den rige. Jo nærmere nu en sjæl stunder mod enden, des stæ rkere lyde disse manende rø ste r, så hver tim e, hvert øjeblik råbe r til den: brug nådens tid, indad og opad, i troens lydighed! Dette er visdom i h jæ rte t, og derfor drives en Kristen i den ældre alder altid og altid til i et åndigt minde a t genleve sit liv. Dette er klarheden, der højt til fjælds, hvor han nu har nået op , falder over bjærg- sider og dal, hele den gennemvandrede vej, indtil dagen hæ lder og aftenklokkerne i dalen ringe til bøn for det endte dagværk. Men han lever ikke i m indet alene. P å hine højder er luften så sval og let a t ånde og himlens fejring så strålende, med fjærnsyn højt over fjældvidderne til h v i l e n s land, som hans l æ n g s e l står efter. Da slynge lyse, forjættende h å b sig sammen med m inderne, håb om snart at genfinde og evigt vinde de idealer, han i al sin skrøbelighed h a r s trid t for her nede. Derom hvisker englen sødt til sjælen. Ti når disse vore øjne en gang lukke sig i den sto re, stille n a t, er vort l i v s h i s t o r i e dermed ik k e til ende. Som vi dø i denne verden, således vågne vi i den anden, og den tilsta n d , der modtager os, svarer til den, vi bringe med: det er dommen over de døde, „gærningerne følge dem“. Den, hvis lyst var i verden, vil komme til sit sted , og den Kristne til sit, hvor al den evighedens fylde, der lå som spirer i hans sjæl, skønt oftest usynlig for mennesker, vil blomstre fræm og bære frugt. I disse m inder og i disse håb lever den gamle sit liv.