HammerichEtLevnetsløb

237

alle sine ønsker efter lians hellige vilje; ti han er dog den eneste, der kan føre „rigets børn“ ad en evig vej. Men hvor naturen skal bøjes under nåden, må det gå gennem kamp og lidelse; de mørkeste dage kan bringe den rigeste frugt, fordi de stille os i al vor usigelige hjælpeløshed over for tilskikkelsen og derved grundigt indøve i ydmyghed og tro. Når svaleungen højt oppe i reden under kirkespiret skal lære at flyve, h a r den mørke øjeblikke, neden under er der saa skrækkelig dybt. Men den tror på sin moder, den vover springet ud af reden, og se, vingerne bære den, troen h a r gjort den fri og stærk. Ser jeg med dette livsmål for øje atter tilbage, træffer jeg a tte r, ak så meget ildegjort når de gyldne drømme koglede for mig og dårede. Jeg søgte da m it e g e t , egen ære, egen glæde, og den, der søger sit eget, får aldrig nok og aldrig fred, han higer og higer, bun­ den i sig selv og umættelig; hvor han skulde være stæ rk , bliver han svag som sivet. Kun k æ r lig h e d e n gør fri og stærk, i den er livet, kraften, freden og glæden; sjæl for sjæl, evigt hengive sig og evigt mod­ tag e, evigt det samme, og dog er det samme evigt nyt! Hvo der hengiver sin sjæl til ham , som er kærlig­ hed, har først vundet den, og med den al himlens og jordens herlighed i håbet; da bliver hjærtet, det ustadige hjæ rte, fast i sin Gud, og da følger den vidunderligste velsignelse med vor idræ t, fordi idrætten er udtryk for et samvittighedsliv. Syn herfor har jeg til sidst også fået, men mange slag måtte der til, og mere end syn herfor blev det alligevel ikke. Jeg føler hele min uende­ lige skyld, dog i det samme, Gud være lovet, føler jeg og evangeliets uendelige trøst i troen på ham, som har betalt al vor gæld. ' E t er fornødent: gøre sin lille gærning, som om alt afhang af den, slide sin tid og stride sin strid under åndens banner, selv om man skal stå ene, aldrig lade