HammerichEtLevnetsløb

235 den de evige idealer og drage den opad; ja. hvad vilde jeg ikke? »Jeg tænkte kækt og stort, som vi alle gør det hjemme i kakelovnskrogen, før vi komme ud i ver­ den og prøve regn og rusk og tornebuske“. Og hvad blev det så til? Skuffelse og atter skuffelse, der gik orm i al den herlighed! Jeg kænder også noget til den sang, Per Gynt hørte: vi er værker,

du skulde øvet os! Tvivl, som kværker, har krøblet og sløvet os.

På yderste dagen vi kommer i flok og mælde sagen: så får du nok!

Selv det mest åndsfyldte menneske har grænser for sine ævner, oftest endog snævre grænser. Det, der levede i ham , er en enkelt gang fuldt og rigt kommet fræm i livsgærning, mens det øvrige, han fik udrettet, blev mere eller mindre heldige g e n ta g e ls e r . Hvad skal da jeg vel her dømme om mig selv? Jeg skuffer mig ikke længer, som i yngre dage, jeg véd, der i mig, lige som i enhver sjæl, er et selvliv, og mit er afgjort nordisk, også tror jeg nogenledes at have fået det fræm. Men så h ar jeg gentaget mig selv, og det, jeg endnu kan komme med, vil ikke blive stort andet, det går avet om. Underligt nok, at sige dette til sig selv og allige­ vel frejdigt kunne arbejde; imidlertid kan en mild oktoberkvæld jo dog have sin glans og duft og sit fugle­ kvidder, som , ikke bør misagtes. Altså i den henseende med, først skuffelser, og så en stille hengivelse i sin skæbne. Men sæt nu endog, jeg havde udført storværk, som bringer ens navn vide om land , vilde min gærning i verden dog alligevel ikke væ ret større for den eviges øje end den lingeste dag