HammerichEtLevnetsløb

232 for vor have vaje de nordiske flag, også til ære for I s ­ lands tusindårsfest, tæ t derved ligger Asgers sejlbåd og flager. Og de rige m inder fra henrundne dage flokke sig om mig, minde ved minde, glade og vemodige. Af de mennesker, jeg levede min ungdom med, er de fleste kaldte bo rt. Den, der døde sidst, var Ley, jeg havde i vinterens løb forelæst ham min ungdomshistorie, og den havde re t glædet ham ; et par uger efter talte jeg ved hans grav. Endnu h ar jeg min sundhed og alle mine kræ fter, kan tage del i tidens kampe, kan kaste sorgen bag mig på ham, der vil hære den, og glæde mig ved a t se ikke blot opad og indad, men også udad omkring mig, ved fuglen og h im len , den sladrende hæk og de glade men­ nesker. Dog hvor længe vil det vare? Hver gang jeg titte r ind i kirkegården til mine kæres grave, vender det spørgsmål tilbage, og også i andre henseender er det mig, som vilde mørke skyer trække op. „Herre, bliv hos os, ti dagen hælder og det lider mod aften !“ Opad går det til fjælds! Fuglene tystne, kun h ist og her kvidrer en fjæ ldplyt, skoven klæder ikke længer b jæ rget, endnu pynter det sig vel med alpeurternes skære farver, dog mos og lavarter tage overhånd. Vejen bliver tungere med hvert sk rid t, ru n d t omkring så en­ somt og stille, u rd og myr og fiskeløse småsøer! Men man ånder let under en himmel i aftenglans, strålende som septemberhimlen, og ned efter ligger der klarhed over bjærgsider og d a l, hele den gennemvandrede vej, som ingen sinde før. Så er en Kristens kår, når a l d e ­ r e n kommer. Det er blevet så aftenstille om ham, og han savner de gamle venner! E fter det udvortes dør han bo rt fra