HammerichEtLevnetsløb

207

Grundtvigs frie tiltale var smuk, i alt det øvrige fulgte han ritualet. Blandt de meget talrige altargæster så man enkedronningen, ham selv og hans hustru, 4 af hans konfirmander, der skulde konfirmeres straks efter påske, og hans yngste søn, en opvakt* dreng på 13 år. E fter altargangen omfavnede og kyssede han Helveg og mig, skal også have kysset enkedronningen og sagt, at hun næste år til februar skulde føde Holger Danske. Han bad os ud til sig til middag, og over borde dér blev talen nu hélt vild. Han snakkede om det hel­ lige kys, og a t den kvinde, der fik det, vilde føde et syndeløst barn om 9 måneder. „1844,“ sagde han, „havde det gået ham snart ligedan som nu, men man kaldte ham for gal, og han lod sig da kyse; det skulde im idlertid ikke ske igen, for nu havde Herren, der i 84 år havde søgt ham, endelig fundet ham, og nu var han en Kristoforos, der bar sin Herre.“ Han udbragte og drak Kristi og hans menigheds skål. Fortællinger om det, der havde tildraget sig i Vartov, var snart i alles munde og fandt vej til dagbladene. Et par dage efter kom stiftsprovst R o th e op til mig og spurgte, om jeg syntes, Grundtvig kunde holde afskeds- prædiken langfredag. Han havde næmlig i mellemtiden søgt sin afsked uden efterløn, danebrogsordenen, skrev han, vilde han nok beholde, derimod ikke sin rang med Sællands biskop. Rothe svarede jeg på spørgsmålet, at efter min mening burde man hindre Grundtvig i at holde en prædiken, der let kunde give meget stor forargelse, og derom vilde jeg i alt fald tale med andre af hans menighed. Jeg skyndte mig da ud og traf undervejs seminarie­ forstander Tang, hvorpå vi to fulgtes ad op til P. Fenger. Fenger havde frarådet Grundtvig den omtalte prædiken, men vilde ikke være med til lige fræm at lægge ham hindringer i vejen. „Han er min ven, sagde han, „og jeg vil ikke gøre ham imod.“ Det vilde dog vi to, det