HammerichEtLevnetsløb

198 Folkeånden var som borte, a lt var søndersplittet, alt partivæsen, den ene trode ikke mere den anden, land­ boerne opæggedes mod København; det, vi havde levet og strid t for, blev dømt som vanvid. Selv offiserer talte om „Københavnernes b lod tø rst“ , og a t det vel var klogere, hvis man vendte sine våben mod dem end mod P røjserne. Også i rig srådet hørtes af og til ugleskrig; eller man så mænd, hidtil nøje knyttede til Sønderjylland, kaste blikket uroligt til højre og venstre og i Danmarks livssag stemme, som egen fordel bød det. Mandige ord blev talte, de fald t som lamslåede til jorden, det, der rådede i sindene, var den hårde nød, og B lu h m e s miuisterium, der havde afløst Monrads, sluttede f r e d e n i W ie n . Den stø rste ulykke for Dan­ m ark vilde et Slesvigholsten været, den slap vi for, men offerlammet blev Sønderjylland. B landt de 21 sønder- jydske og kongerigske folketingsmænd, der stem te imod freden, var også jeg, jeg kunde for a lt i verden ikke give m it minde til, at fjenden satte sin hæl på mine fædres grave. Alligevel véd jeg mig fuldt medskyldig i m it folks brøde; vi havde ikke gjort vor pligt og stod dér med sænket hoved. Siden den stund h a r jeg aldrig sat min fod i Sønderjylland, fordi det ha r været mig en umulighed; tanken på, hvad vi ha r mistet, kaster sine skygger selv ind i mine gladeste øjeblikke. Dermed var min politiske løbebane til ende, hvad jeg havde arbejdet for, lå n e d k a s t e t i s t ø v e t . For grundlovsindskrænkningen og det bluhmeske landsting stem te jeg til sidst, da jeg så, det var blevet en nød­ vendighed, hvis ikke bønderne ene skulde råde for a lt; men kald til a t deltage i indre kampe følte jeg ikke og holdt mig derfor tilbage fra de nye valg.