HammerichEtLevnetsløb

185

tankerækker. Til dem har jeg hørt, og det alt fra ung­ dommen af. Troslivet føler jeg som en magt i sjælen, der trodser alle indvendinger fra videns side, og uden at fristes af nogen tvivl har jeg derfor kunnet under­ kaste mig den. Mangen vil kalde det en stor skrøbelig­ hed, navnligt da hos en videnskabsmand, men jeg véd den apostel, der har rost sig af sin skrøbelighed. Mine studier i det hele bragte mig store syner over verdensløbet, syner, der løftede ånden. Og de heden­ gangne fromme, med hvis liv jeg syslede, hviskede stille ind i min sjæl: ét er fornødent, giv ham din tro! Arbejd på din salighed, jo mere du arbejder på dig selv, des mere frugt bærer det og for and re! Det er min for­ trøstning til sandhedens Gud, at de ikke skal have hvisket det forgæves. G r u n d t v i g s s t i l l i n g i det almindelige omdømme havde im idlertid mærkeligt ændret sig i årenes løb, de historiske foredrag, han af og til holdt, og hans prædiken b ar sin frugt. Man blev mere og mere vår, der måtte dog være noget i disse langtrækkende syner om Guds kirke og Norden, folkelighed og frihed, om det levende ords magt, om liv og død som grundmodsætningerne, i denne forkyndelse af kristendommen som den store glæde. Ved frivillige sammenskud kom hans egen fo lk e ­ h ø j s k o l e i gang på Marielyst, og andre højskoler rejstes omkring i landet, snart i Norge og Sverige ligeså. På dygtige kræfter til at sætte den sag i gang fattedes det aldrig, og de arbejdede med nidkærhed. Overalt følte man, folketiden var i sit komme, med folkeånden, som han først og sidst sigtede på. Om han end ikke personligt vandt sønderlig ind­ flydelse på rigsdagen og i sig selv kun var lidet praktisk, h a r der dog ikke været mange, mindst fødte skjalde, hvis livstanker i samme mon som hans udprægede sig i love for kirke og skole; navnligt ved ham hai vi naet den frihed på disse områder, som søger sin mage.