HammerichEtLevnetsløb

178 Det dæmrer for din indre sans som morgenskær før dag, det ringer for dit øre sødt som morgenlærkers slag. Det dufter og det blom strer som en dugget liljekrans: du er i barn og han i dig med liv og lys og glans! Så far da vel, far evig vel, toet ren i Jesu blod og gennemlyst i ånden alt af himlens stråleflod! Når evighedens sabbat gryr, da ånder herren på dit legems visne blomsterblad, da støvet skal opstå. Og sjæl og legem, begge to, forklared’ i Guds fred, skal se, hvad in te t øje så, Gudfaders he rlighed !

P å assistenskirkegården købte jeg et gravsted lige over for mine forældres, dér jordfæstedes han. Og han blev ikke den eneste kære ven, jeg skulde savne. Samme år døde L a u r e n t , trofast i venskab til det sidste. Det lyste, hver gang jeg så ham, ud af de milde øjne. Ferd inand F e n g e r ram tes af et slag ved vor konvents­ samling midt i sin kraft og m åtte gå omkring som en hjælpeløs olding, til døden løste op for ham. I min nye stilling havde jeg især to ting for øje: at bringe mere f r i h e d og mere af det f o l k e l i g e ind i studiet. Det gjaldt da a t gaa ud fra en vel overvejet