HammerichEtLevnetsløb

177 hu stru, der elskede ham af hele sit hjærte. E t var blevet ham det første og sidste, troens dybeste hemme­ lighed, samfundet med frelseren ved den hellige nadver; det talede han om, det levede han for, og det søgte han, så vidt det blev ham muligt, hver søndag. Var der måske noget heri, som han drev for vidt, drivfjedren var dog den inderligste længsel efter hans frelser. Ellers var hans sidste dage tunge. Han så kun liden frugt af det, han havde arbejdet for, derimod store åndelige søndringer og vildskaber, så han ikke kunde tåle a t tale derom; „jeg er så træt, så træ t“, sagde han. Det virkede vist med til at fræmkalde den tærende syge, som endte hans dage. Vi, fru Neergaard og et par ven­ inder sad ved hans dødsleje om natten den 5te maj 1859, han lå i febersyner, dejlige, trøstende syner: „hvor­ for græder du dog, Julie? Jeg er så glad! Ser du ikke, hvor de bygge dér, men de bygge uden hænder! Og nu klæmte de med klokkerne i himmerige! Sejr, fred!“ Derpå sank han hen, smilede og var ikke mere; det er skønt a t se en Kristen dø! Jeg holdt talen over ham i Vartov kirke og bød ham det sidste farvel. Så far da vel, hjemgangne sjæl, far vel i Jesu navn, du, hvem Guds engle bare sødt hjem til din frelsers favn! For verden synes mørk din vej igennem grav og død, men nåden vil omstråle den med glans af morgenrød. Hvad du har levet her og stridt

i Herren, til hans pris, det er en arv umistelig, gæmt udi paradis.