HammerichEtLevnetsløb

171 I året 1857 døde den gamle dr. Rothe, Trinitatis sogn skulde nu deles, mit æmbede med, og jeg havde valget imellem, et af de nye sognekald eller afsked. For ingen pris vilde jeg slide mig op i kontorarbejde og den mængde verdslige sager, der følge med et sognekald i København; heller vilde jeg da træde tilbage til en tid og kaste mig over studiet af nyere dansk historie. En dag i april måned 1858 var jeg hos Hall og meddelte ham dette. Han spurgte mig, hvad jeg vel vilde sige til p r o f e s s o r a t e t i kirkehistorie, „og“, føjede han til, „det foreslag kommer ikke fra mig, men fakultetet ønsker det, da licentiat Hagen er opgiven af lægerne og ikke kan have re t længe tilbage.“ Jeg havde alt hørt ymte derom, uden dog a t tage det for andet end løst rygte,, men nu var det et virkeligt tilbud. A ltså stod det livsmål, jeg lønligt havde ønsket, aldrig tu rd e t håbe at nå, nu uvæntet og usøgt for mig i samme øjeblik jeg havde afsluttet et vigtigt tidsrum af Danmarks historie og ellers stod ledig på torvet. Den dobbelte retning, hvori jeg hidtil havde virket, kunde høre op, og den havde af og til voldt mig indre uro og ængstelser ved min stilling som præst. „Det skulde bare været for 20 år siden“, tænkte jeg, men så atter, „nej vor Herre styrer dog vist bædst, hvor sært det end kan tykkes os!“ » Jeg spurgte Hall, om han mente, jeg skulde tale derom med C la u s e n , og han fandt det i sin orden; jeg gjorde da så. Og det samme højsind, jeg før havde truffet hos Grundtvig, tra f jeg nu hos Clausen. Han havde ofte i de senere år kommet mig i møde med venlighed, og, hvad jeg siden fik at vide, en samtale med konferensrad Wegener havde stemt ham afgjort for mig som professor. „Man vilde“, sagde han, „ikke igen prøve sig fræm med yngre, hvis dygtighed der endnu ikke ret kunde stoles p å ; heller vilde man henvende sig til en viden­ skabsmand, man var mere sikker pa. V a lg e t lå da imellem