HammerichEtLevnetsløb

163

vold på mig selv. Jeg bar mig ad som Nelson anden april, da Parker hejsede signal for at afbryde slaget, han satte næmlig kikkerten for sit blinde øje og sagde: „jeg ser slet ingen ting, lad mit signal kun blive ved at vaje som forud!“ Kongen blev harmfuld over dette vilderede og kunde udbryde: „det var dog satans, at jeg gav min magt b o rt!“ Men Hall fik ham rolig igjen, når han fore­ stillede ham „hvor strålende hans majestæts navn en gang vilde stå i historien, netop fordi han havde givet med så rund hånd.“ Han kunde i det hele ypperligt omgås ham, de muntre indfald, han altid har ved hån­ den, holdt kongen af. Og de svigtede ikke selv midt i denne tid, hvis farer dog måtte stå mere truende for ham som minister end os andre; jeg misundte ham tit det sind. En lille tildragelse, der kaster lys på stillingen, må her finde sin plads. Kongen blev 1858 farligt syg, det hed sig efter et sammenstød med grevinde Danner, som vilde have sin finger med i statssager. Da faren var ovre, kom en borger op til mig og forelagde mig en af flere underskreven opfordring til at holde t a k k e f e s t i kirkerne for hans majestæts helbredelse. Jeg gik ind derpå, talte med Hall og adskillige andre, skrev derom til Slesvigere og bad Ingemann om en salme, der kunde afsynges ved samme lejlighed; den fik jeg. Men jeg mødte stærk modstand fra højere steder, man sagde, kongens sygdom havde ikke været så alvor­ lig, og en sådan fest om aftenen ved lys var noget alt for usædvanligt; den egenlige grund kom derimod ikke fræm , misnøjet med kongens og ministeriets politik. Sagen forelagdes i det københavnske konvent, hvor man vilde indskrænke det hele til en bøn efter p ræd ikenen; ligesom dette var vedtaget, kom jeg, noget sent, da jeg den aften havde holdt forelæsninger. Man krævede fra alle sider oplysninger af mig, og dem gav