HammerichEtLevnetsløb

1 62 rigsråder nedlagde sit m andat -og påkaldte Tysklands hjælp. I de holstenske stænder rejste oprøret på ny sit hoved , og også i de slesvigske stænder var Slesvig- holstenerne stærke. Det knagede og rumlede i alle statens fuger, Englands indblanding var mere til skade end gavn, og kun Sverige og Norge stod afgjort på dansk side; „E jderen“, hed det i statssk rifter herfra, „er Nordens grænse, ved hvis overskridelse Sverige og Norge vilde se sine egne, dyrebareste interesser i våde.“ I februar måned 1858 nedlagde forbundsdagen ind­ sigelse imod både den h o l s t e n s k e og fællesforfatnin­ gen, man truede med eksekution. Foreløbigt lod den danske regering dem da hvile for Lauenborgs og Hol- stens vedkommende og o p h æ v e d e dem 6te november 1858 for disse to lande. E jderpolitiken, som Sverige altid havde tilrådet, var hermed bleven en nødvendighed, men regeringen var langt fra a t gå dristigt fræmad på den vej. I rigsrådet så det imens kummerligt nok ud. Bluhmes p a rti og en del bondevenner havde slået sig sammen, og da loven krævede 41 stemmer afgivne, når en sag skulde vedtages, kunde man blot holde sig borte eller undlade at stemme, saa var enhver afgørelse bleven en umulig­ hed. Den udvej blev også b rug t, og rig sråde t stod hvert øjeblik i fare for et slagtilfælde, der kunde koste det livet. Med nød og næppe fik regeringen under disse omstændigheder loven om søforter ved København slæbt igennem salen. Og rigsdagen var „bagbunden“, som Grundtvig kaldte det i folketinget, „og det ha r jeg sagt længe i forvejen“, føjede han til. Man levede fra dag til dag, snart i ængstelser og snart i skuffende håb om, at alt til sidst dog vilde ende til gavn for det lille folk, som jeg i det mindste trode alt for meget godt om. Dets mangehånde brøst kunde vel ikke sjælden slå mig, endogså stærkt, men jeg vilde så nødigt forstyrres i min gode tro og kunde da gøre

: